Drama i Rema - kunder kom købmand til undsætning under klammeri med tyv
kopieret!
Det udviklede sig lidt mere dramatisk end håbet, da købmanden i Rema 1000 på Frisengårdsvej i Nyborg, Jakob Rehfeldt, lørdag rettede henvendelse til en kunde, der ifølge købmanden "ikke lige havde fået betalt for sine varer".
Jakob Rehfeldt fortæller til TV 2 Fyn, at han genkendte en mand, der tidligere var taget i at stjæle fra butikken, og da købmanden rettede henvendelse til manden, begyndte han at skubbe til Jakob.
Købmanden understreger, at skubberiet ikke udviklede sig til en decideret slåskamp, mens det skyldes til dels også, at der var to årvågne kunder, som hjalp til med at holde den formodede tyv tilbage.
Efterfølgende valgte Jakob Rehfeldt at lave et opslag på butikkens Facebookprofil, hvor han oplyste eventuelle kunder, der måtte have været i butikken, om “den ubehagelige oplevelse”, ligesom han efterlyste de to kunder, der trådte til for at hjælpe ham.
Vil ikke opfordrer andre til at hjælpe
Og efterlysningen bar frugt. Der gik nemlig ikke mange timer, før de to personer gav sig til kende, og søndag formiddag kunne Jakob Rehfeldt sige dem tak for hjælpen i butikken.
- Jeg nåede ikke at tale med dem efter episoden, så jeg ville sikre mig, at de havde det godt og sige tak for hjælpen, siger han og uddyber:
- Jeg sætter stor pris på det, de gjorde, men det er ikke noget, jeg forventer eller opfordrer andre kunder til at gøre, hvis de står i en lignende situation.
Jakob Rehfeldt roser i samme ombæring politiet for hurtigt at komme til butikken, efter han havde trykket på overfaldsalarmen.
Købmanden understreger samtidig, at der ikke var andet personale involveret i episoden, og at de medarbejdere, der var på arbejde, er blevet vejledt i, hvordan de kan få hjælp, hvis de har behov for det.