Iskold festival sætter gang i fællesskabet og endorfinerne

Over hundrede vinterbadere er denne weekend samlet i Bagenkop havn til Vinterbadefestival, for at dyrke deres fælles passion for at bade om vinteren.

- Uha, brrrr, nej, nej, nej.

Lydbilledet på Bagenkophavn er fyldt med glade vinterbadere der rømmer sig, når de finder vej ned ad trappen for at dyppe sig i det kolde havvand.

I weekenden afholdes nemlig den første vinterbadefestival i Bagenkop, hvor friske vinterbadere har mulighed for i fællesskab at bade i det kun fire grader kolde vand.

- Endorfinerne går simpelthen bare i gang. 

- Det er skønt og vandet er ikke koldt, man skal bare slå hjernen fra, siger en morgenkåbeklædt Sanne Nøhr, der er én af de fremmødte gæster til festivalen.

Hun bor til hverdag i Vordingborg og følte sig nødsaget til at tage turen over storebælt, sammen med sin veninde Aase Rafn, for at kunne deltage.

- Vi elsker at vinterbade, forklarer Aase Rafn og bliver suppleret af Sanne Nøhr:

- I morges var der snevejr, imens vi fik morgenmad og drak morgenkaffe, det vare bare så dejligt.

Frømandsrom og fællesskab

I Bagenkop har de, de sidste to år oplevet et blomstrende vinterbadefællesskab, hvor den lokale vinterbadeklub er gået fra nul til over 70 medlemmer.

- Med den her festival vil vi gerne støtte op om den passion vi har omkring vinterbadning og vise de smukke omgivelser vi har sammen i Bagenkop og på Sydlangeland, forklarer Cecilie Vanman, der er en af initiativtagerne bag festivalen.

Hun er godt tilfreds med, at der er over 142 vinterbadere, der har meldt sig til festivalen.

- Det er fantastisk at mærke den stemning der er her i dag. Folk er kommet fra Thisted, Frederiksberg, ja hele landet simpelthen.

- Det er super sjovt, og hyggeligt, og fedt at være sammen om vinterbadningen, siger den storsmilende initiativtager.

Gæsterne havde rig mulighed for at få varmen i ét af de opstillede vildmarkskar.
Gæsterne havde rig mulighed for at få varmen i ét af de opstillede vildmarkskar.
Foto: Pernille Gram

Ved siden af Cecilie Vanman sidder to søstre med pink og sortstribede fiskehatte i et dampende varmt vildmarkskar. De deltager i festivalen for fællesskabets skyld.

- Det er en fantastisk måde at møde alle de her skørre mennesker på.

- Man er bare velkommen og hvis man er ny, så bliver der taget hånd om en, forklarer Dorte Anderson, der normalt vinterbader i Rudkøbing.

Når vinterbaderne ikke dypper sig i det kolde havvand, har de mulighed for at varme sig i saunaer, vildmarkskar eller med et shot frømandsrom. I løbet af aftenen vil der også være fest med oplæg, fiskebuffet og toner fra et lokalt band. Og så vil den flotteste badehat selvfølgelig også blive kåret.

Helt så glade badegæster har man ikke oplevet i Svømmehallen Klosterbakken, hvor der kan være ansigtsgenkendelse på vej, for at gøre personalet og gæsterne mere trygge. 

Oversigt

    Oversigt