Der skal være de samme muligheder for at få realkredit på Langeland som i Lyngby.
Langelands borgmester, Tonni Hansen, mener, at realkreditinstitutterne skal tvinges til at give ens vilkår uanset postnummer.
- Alle partier kører en dagsorden med et Danmark i balance og et Danmark, der skal hænge sammen, og så har vi nogle kreditgivere, der ikke har samme dagsorden. Det er urimeligt og uholdbart politisk. Vi skal have rimelige vilkår, siger borgmester Tonni Hansen (SF).
Udmeldingen fra Tonni Hansen kommer efter, at TV 2 Fyn søndag kunne fortælle om flere tilfælde, hvor både en sælger og en køber af en ejendom havde oplevet, at kreditforeningen havde sagt nej til at låne penge ud på grund af ejendommens beliggenhed på Langeland.
- Det er fuldstændig urimeligt, at man i landdistrikterne, som er Produktionsdanmark, ikke har ordentlige betingelser for at udvikle sit erhverv. Lige nøjagtigt realkredit er jo oprindeligt tænkt som noget, hvor vi støtter hinanden økonomisk og i fællesskab løber en risiko, siger Tonni Hansen.
Minister går ind i sagen
Det er det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Sydfyn, Bjørn Brandenborg, der har taget initiativ til at indsamle eksempler på sager, hvor det har været svært eller umuligt at få finansieret et ejendomskøb med realkredit.
Og der er opbakning fra den ansvarlige minister til, at problemet nu bliver kortlagt.
- På den ene side siger kreditinstitutterne, at der ikke er noget problem. Og på den anden side møder jeg rigtig mange borgere, som dem fra Langeland, som siger, at der er et problem, og at det er deres placering på et Danmarkskort, der gør, at de ikke kan låne. Derfor har vi brug for nu, at alle de borgere, der har oplevet det her fænomen og problem, de kontakter os og fortæller om de problemer, som de har haft, siger den socialdemokratiske erhvervsminister, Simon Kollerup.
Vi skal ikke have bedre betingelser. Vi skal sådan set bare have rimelige vilkår, og det får vi kun ved, at tvinge långivere til at give ens vilkår uanset postnumre
Kreditinstitutter afviser kritik
Kreditforeningerneafviser, at der findes bestemte postnumre eller sorte låneområder i Danmark.
Direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark, Peter Jayaswal, fastslår overfor TV 2 Fyn, at realkreditinstitutterne yder lån i alle dele af Danmark.
- Der er strukturelle udfordringer i landdistrikterne, men det handler ikke om finansiering. Det handler blandt andet om centralisering af offentlige arbejdspladser og faldende befolkningstal. De udfordringer kan ikke løses ved, at realkreditten tager flere risici. Det vil være at gamble med sikkerhed i realkreditten, og det er netop den sikkerhed, der giver de lave renter til boligejere og virksomheder, siger direktøren.
Samme vilkår uanset postnummer
Langelands borgmester håber, at den fornyede debat vil skabe bedre muligheder for, at det også bliver muligt at belåne ejendomme i udkanten.
- Vi skal ikke have bedre betingelser. Vi skal sådan set bare have rimelige vilkår, og det får vi kun ved at tvinge långivere til at give ens vilkår uanset postnumre. Alternativet er at staten garanterer for lånene eller, at der bliver lavet et statslig finansieringsinstitut, siger Tonni Hansen.
Har du fået afslag på at optage et realkreditlån eller haft svært ved at få et realkreditlån på grund af ejendommens beliggenhed, så vil TV 2 Fyn gerne høre fra dig.