Der er ting, der skal repareres, vinduerne skal pudses, og sodavandsmaskinerne skal serviceres. Det er bare nogle af de opgaver, der er, når man arbejder som forvalter på Koldkrigsmuseet Langelandsfortet.
De mange opgaver på det 11 hektar store museum, er dog ikke for meget for Peter Freiesleben. For ham findes der faktisk næsten ikke noget bedre end at tage på arbejde her.
- Det er det tætteste, jeg kommer på et drømmejob. Det er bare fedt, siger han.
Peter Freiesleben er uddannet mekaniker, og har tidligere arbejdet i en virksomhed, der lavede militærudstyr. Det gjorde han i 20 år, indtil de gik konkurs.
Men netop interessen for forsvaret og militæret har han holdt ved. Det har han faktisk haft som hobby, lige siden han var barn. Derfor slog han til med det samme, da en stilling blev ledig på museet.
- Det kan mange ting. Det kombinerer jo noget, jeg egentlig ville have lavet, når jeg har fri, med noget jeg kan tjene nogle penge på, siger han og fortsætter.
- Hvis man interesserer sig for den side af historien, er det her jo sindssygt vildt at få lov til.
Myten om det lystbetonet arbejde
Statsminister Mette Frederiksen (S) fortalte danskerne til et pressemøde for reformudspillet "Danmark kan mere", at myten om, at det skal være lystbetonet at gå på arbejde "skal aflives."
Peter Freiesleben har både arbejdet med job for pengenes og fornøjelsens skyld, og han mener, der er noget særligt ved at have et job, man faktisk har lyst til at møde ind til.
- Et job for pengenes skyld kan man leve med i et stykke tid, men det er ret beset federe at være i noget, man gerne vil. Så går dagen hurtigere, og nogle gange glemmer man faktisk, at man skal hjem, siger Peter Freiesleben.
Han har cirka 20 år tilbage på arbejdsmarkedet, og han er ikke i tvivl om, hvor de skal bruges.
- Det kunne godt være her. Det er helt sikkert. Jeg har ikke nogle planer om at finde noget andet. Så hvis Langelandsmuseet vil og helbredet vil, er det her jeg er, mange år endnu, siger Peter Freiesleben.