Må man træne i sports-bh? - Man kan som mand godt blive distraheret

Man må ikke træne kun med sports-bh og dermed vise maveskind i fitnesscenter på SDU. TV 2 har spurgt fitness-medlemmer om, hvad de tænker om sagen.

Et forbud mod træning i sports-bh i fitnesscenteret på SDU i Odense har resulteret i debat.

Det skriver Jyllands-Posten.

Respekt for "kulturelle forskelle" samt hygiejnemæssige hensyn ligger til grund for forbuddet fra foreningen SDU Fitness, der driver fitnesscenteret på universitetet.

- Hvis et medlem ønsker at træne i en tanktop/singlet, skal den dække hele brystet. Det er ikke tilladt kun at træne i en sports-bh, står der i centerets ordensregler.

Retningslinjerne har ifølge avisen resulteret i en underskriftindsamling mod forbuddet.

En af initiativtagerne bag underskriftindsamlingen er medicinstuderende Nivi Meyer, som selv har oplevet at blive kontaktet af en ansat i SDU Fitness, der gjorde hende opmærksom på, at man ikke måtte træne i sports-bh.

- Jeg synes, at det er udtryk for et udfaset kvindesyn, at man ikke må træne i en sports-bh, hvor man viser maveskind. En sports-bh er helt mainstream-påklædning i et fitnesscenter, siger Nivi Meyer til Jyllands-Posten.

Der er delte meninger om forbuddet, der ifølge avisen bliver diskuteret ivrigt på en intern facebookgruppe for SDU-studerende.

TV 2 har talt med en række fitnessmedlemmer for at høre, hvad de tænker om forbuddet mod sports-bh'er i SDU Fitness.

Folk bør have lov til selv at bestemme

En af dem er 20-årige Nynne Christensen. Hun træner i SATS i København og har selv trænet i sports-bh.

- Det gør jeg om sommeren, når det virkelig er varmt. I forhold til hygiejnen ville et forbud jo bare betyde, at jeg ellers ville svede endnu mere, siger hun.

Nynne Christensen har den klare holdning, at folk selv skal have lov til at bestemme, hvad de træner i.

Det er 26-årige Arthur Avramenko i udgangspunktet helt enig i. Han træner til daglig i Fitness World.

Arthur Avramenko mener, at medlemmer i fitnesscentre selv bør bestemme, hvordan de klæder sig.
Arthur Avramenko mener, at medlemmer i fitnesscentre selv bør bestemme, hvordan de klæder sig.
Foto: TV 2

- Man kan dog som mand godt blive distraheret af at se kvinder i sports-bh. Og det kan sikkert også ske for kvinder, der ser mænd i undertrøjer, siger han og påpeger hurtigt derefter:

- Men altså i så fald er det jo mit problem, og så må jeg kigge et andet sted hen. Sådan er det jo alle steder. Det burde aldrig resultere i et forbud, siger han.

- Hvad bliver det næste?

Hos flere af de personer, TV 2 har talt med, giver debatten om sports-bh'er i fitness associationer til sagen om mavebluse-forbuddet i Vejle i august.

I august forbød en skole i Vejle Kommune eleverne i udskolingen at bære mavebluser, der viser maveskind, af den årsag, at alle elever skulle kunne koncentrere sig om skolearbejdet. Efter en uges debat blev forbuddet trukket tilbage.

- Den her debat får mig til at tænke på crop tops, som var en lige så unødvendig diskussion, som den her er. Det går simpelthen over gevind, siger 41-årige Martin Rasmussen, der til daglig arbejder som bankrådgiver og er fast medlem i SATS.

Martin Rasmussen har den holdning, at stramt tøj er en helt naturlig del af at træne i et fitnesscenter.

- Derfor bør en sports-bh heller ikke afføde en særlig reaktion. Hvis man først sætter ind der, hvor skal man så stoppe, og hvad bliver det næste, spørger han.

Verena Lechner er enig i, at der skal være plads til alle i fitnesscentre, men hun mener ikke, at forbud er den rette vej at gå.
Verena Lechner er enig i, at der skal være plads til alle i fitnesscentre, men hun mener ikke, at forbud er den rette vej at gå.
Foto: TV 2

29-årige Verena Lechner, der er medlem af Fitness World, forstår SDU Fitness' ræsonnement om at vise hensyn, men et forbud bør ikke være vejen.

- Jeg synes også, at der skal være plads til alle, men jeg føler bare ikke, at det retfærdiggør et sådant forbud, siger hun.

Regler for påklædning

Både SATS og Fitness World har officielle retningslinjer for, hvilken påklædning deres medlemmer må have på, når de træner i centrene.

- Det er ikke tilladt at træne i bar overkrop. Hvis du ønsker at træne i tank-top, sports-BH eller lignende, skal beklædningen dække brystkassen, står der på Fitness Worlds hjemmeside.

Af SATS' sikkerheds- og ordensreglement fremgår det, at:

- Ingen må handle eller optræde på en måde, der kan opfattes som krænkende eller respektløs af andre i vores lokaler. Dette omfatter sproglige ytringer, kropssprog, påklædning og andre udtryksformer.

I et uddybende svar til TV 2 skriver Nordic Head of Communication & PR Julie Tellugen Hæhre, at "SATS aldrig har har oplevet, at medlemmernes påklædning har været en udfordring for deres centre".

Fitness World er ikke vendt tilbage på TV 2's henvendelse om en uddybende kommentar om reglerne for påklædning.

Ekstraordinært bestyrelsesmøde i SDU Fitness

Retningslinjerne i SDU Fitness har ifølge Jyllands-Posten resulteret i en underskriftindsamling mod forbuddet med 320 underskrifter.

Victor Immanuel Bjerre, som er formand for bestyrelsen i SDU Fitness, fortæller til Jyllands-Posten, at der snarest vil blive holdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde om reglerne. Han er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse.

Til DR oplyser Victor Immanuel Bjerre, at forbuddet mod sports-bh'er stammer fra foreningens grundlæggelse i 2013.

SDU har sendt en skriftlig kommentar fra konstitueret rektor på universitet, Ole Skøtt.

- Jeg vil gerne understrege, at SDU ikke har regler for påklædning, og at vi også stiller os undrende over denne beslutning, som medlemmerne af SDU Fitness har taget. SDU Fitness er en selvstændig forening, der selv formulerer sine regler, lyder det.

Oversigt

    Oversigt