Fynbus har underskud og står overfor en hård sparerunde.
For at rette op på økonomien vil busselskabet derfor spare på to busruter. Nemlig rute 110 mellem Odense og Assens og rute 920 mellem Kerteminde og Faaborg.
Trafiksselskabets underskud skyldes i følge Fynbus især letbanebyggeriet i Odense, som har betydet forsinkelser på busruterne.
Det har både fået mange passagerer til at droppe bussen og samtidig krævet flere chaufførtimer.
Odenses borgmester kræver undersøgelse
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), er ikke lige så overbevist om, at letbanebyggeriet alene er ansvarlig for Fynsbus' millionunderskud.
- Letbanen er nok noget af forklaringen, og en anden kunne være, at det er blevet billigere at anskaffe sig en bil, men måske har Fynbus heller ikke været dygtige nok til at markedsføre sig over for kunderne. Hvis man tænker sig om i fem minutter, kunne der være flere årsager end letbanen, siger han til TV 2/Fyn.
På to år har de grønne busser i Odense mistet 2,6 millioner passagerer, der har fundet andre måder at transportere sig rundt i byen, da busserne har kørt med store forsinkelser.
Peter Rahbæk Juel har derfor bedt Fynbus om at lokalisere de præcise årsagssammenhænge til underskuddet.
- Det lyder ret voldsomt, hvis letbanen alene er årsag til alt det her. Vi skal som minimum have et sikkert grundlag, inden der bliver peget fingre. Derfor har jeg bedt om at få udredt årsagerne lidt dybere, så det ikke er en halv vind, siger borgmesteren.
Fynbus erkender, at det er flere årsager til nedgangen i passagertallet. Det er blandt andet overgangen til Rejsekortet, og at den særlige billige Odense-billet forsvandt for et lille års tid siden.
Ruterne bevares delvist
Bestyrelsen for Fynbus drøftede sagen torsdag, og besluttede, at ruterne bevares, men beskæres.
Hvordan de bliver beskåret, skal nu forhandles med de berørte kommuner.
- Der vil komme besparelser på ruterne 110 og 920, men vi vil sikre transport for skoleelever og uddannelsessøgende, siger Carsten Hyldborg Jensen, direktør i Fynbus.
Hvor og hvordan besparelserne komme til at ramme, vil først blive afklaret i løbet af april eller maj. Ændringerne vil så træde i kraft til januar næste år.