Opbakning til modstanderne af Odense Letbane

Fredag eftermiddag samlede modstandere af letbaneprojektet i Odense protestunderskrifter ind blandt byens borgere. Underskriftindsamlingen er startet af partiet Nyt Odense.

Otte gule veste fylder fredag eftermiddag bymidten i Odense. Blandt plysjakker, huer, vanter og snøftende næser står to store bannere med teksterne "Ja til BRT-busser" og "Nej til letbanen" midt i knudepunktet i gågaden. Samme tekst er at finde på de gule veste, som stille og roligt spreder sig langs Kongensgade og Vestergade. 

- Mod eller med letbanen, spørger personerne med de gule veste.  De lægger ekstra tryk på mod, for de er ved at indsamle underskrifter mod den planlagte letbane i Odense.

Løftede pegefingre og alvorsord bliver kastet gennem luften, mens flere forbipasserende nærmer sig dem med anerkendende nik og griber straks ud efter kuglepennen, når de får øje på den skarpe gule farve. Andre forbipasserende kræver mere forklaring af konceptet og får stukket en folder i hånden på deres vej.

I midten af gågaden befinder Frank Eistrup sig, også iført gul vest. Han er stifteren af partiet Nyt Odense, som står i spidsen for at stoppe letbaneprojektet i Odense, som forventes at starte i efteråret. Frank Eistrup argumenterer, at BRT-busserne er en bedre investeing for Odense.

- De kan køre flere af gangen på linje med hinanden. Der skal ikke være den afstand mellem busserne, som der skal være mellem togene, siger Frank Eistrup. Han har tidligere erklæret sig uenig i de tal, som borgmester Peter Rahbæk Juel (A) har fremlagt i forbindelse med fremtidsinvesteringer i Odense. 

Borgmester fastholder letbane-projekt

Borgmester Peter Rahbæk Juel fastholder, at letbaneprojektet er en attraktiv investering, som vil komme Odense til gavn, når den engang står klar.

- Vi er en by med over 200.000 indbyggere, derfor skal vi have nogle effektive kollektive transportmidler, siger borgmesteren, der sammenligner Odense med andre europæiske byer:

- Vi har inde i Odense Byråd valgt at pege på letbanen, fordi vi kan se, at det i andre byer i Europa er et transportmiddel, som folk gerne vil bruge. Det kan flytte folk fra bil til letbanen, fordi det er attraktivt, siger borgmesteren.

Sammen med de syv andre gule veste går Frank Eistrup i cirkler omkring de store bannere i gågadens midtpunkt. I deres hænder har de stakkevis af papirer, som allerede er fyldt med flere siders underskrifter. Mens de spejder efter flere af slagsen, dukker der flere interesserede op, som aktivt søger den gule farve denne fredag eftermiddag.

Delte meninger om "skinneeffekten"
I den anden ende af byen er der imidlertid en anden holdning. For udover statsstøtten har en af de klare fordele ved letbaneprojektet i Odense for Peter Rahbæk Juel været den såkaldte "skinneeffekt", som fører investeringer med sig langs nybyggede skinner. 

- Vi skal huske på, at der er to ting ved letbanen, som man ikke får med busser. Vi får ikke 1.1 milliarder i medfinancering fra stat og region, og det andet er, at der er en lang række byggerier i Odense, der kommer som følge af letbanen, siger borgmester Peter Ranbæk Juel. 

Men Frank Eistrup kan ikke se, hvad særligt skinnerne skulle bidrage med og mener ikke, at de investeringer, som Peter Rahbæk Juel fremlægger, er permanente.

- Jeg kan ikke se forskellen på, om folk bliver transporteret på hjul af gummi eller af jernhjul på skinner i letbanevogn.

- Hvis man går ind og kigger på, hvor meget der kan investeres der, hvor letbanerne ligger, er det altså ikke ret meget. Jeg tror ikke på, at det kan være vedvarende investeringer, siger Frank Eistrup.

Frank Eistrup fik i gågaden samlet 394 underskrifter ind mod letbanen. 

 

 

Oversigt

    Oversigt