I 28 år har socialdemokraten Steen Dahlstrøm være borgmester i Middelfart. Det vil han efter al sandsynlighed også være efter kommunalvalget den 19. november. Alt andet vil være en kommunalpolitisk sensation af de helt store.
Alternativerne
Der skal ske en højst overraskende udvikling i valgkampen hvis ikke Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten har det flertal, der sikrer Steen Dahlstrøm yderligere fire år.
Førsteudfordrer til borgmesterposten må igen i år formodes at være Venstres Niels Bebe. Han får dog mere end svært ved at finde et flertal. De Radikale, der lige nu har et enkelt byrådsmedlem, har allerede meldt ud at de peger på Steen Dahlstrøm som borgmester.
Selv peger Niels Bebe på chancen for at de landspolitiske tendenser slår igennem. Niels Bebes ønskescenarie vil være at Venstre får 11 mandater, og De Konservative/Liberal Alliance får to. Det vil give det nødvendige borgerlige flertal.
Ikke nødvendigvis nok
Men ikke engang et højst overraskende borgerligt flertal er en sikkerhed for en borgerlig borgmester. Socialdemokraterne har ved tidligere valg vist at de gerne samarbejder med både Konservative og Dansk Folkeparti i forbindelse med konstitueringen på valgnatten.
De borgerlige har endda delt sig i to valgforbund ved årets valg. De Konservative og Liberal Alliance i ét forbund samt Venstre og Dansk Folkeparti i et andet valgforbund. Det kunne dermed godt se ud til at Venstre og De Konservative ikke er helt enige om, hvad vej den borgerlige vind skal blæse.
Ren spekulation
Men det er altså ren spekulation der vil kræve et højst overraskende valg. Det vurderer TV 2/FYNs politiske redaktør Jesper Buch da også:
- Steen Dahlstrøm er en af landets mest garvede lokalpolitikere. Han har været med i byrådet siden 1982, og borgmester siden 1986.
- Den erfaring kan borgerne i Middelfart åbenbart godt lide. Han sidder nærmest urokkeligt fast i borgmesterstolen, og selv de få gange stolen har vaklet lidt under ham, har han formået at fastholde magten med alternative politiske aftaler. Han vil derfor med stor sandsynlighed blive siddende også efter 19. november, siger Jesper Buch.
Den brede enighed
Det politiske kendetegn for Middelfart Kommune er de brede forlig. I september indgik partierne da også en budgetaftale der var typisk for et valgår. Efter flere år med besparelser og nedskæringer blev der nu fundet penge til både driften og nye anlæg.
SF valgte at stille sig uden for forliget da der også var skattelettelser til erhvervslivet. Det rokker dog ikke ved partiets støtte til borgmesteren ved valget.