Staten afsætter 205 millioner til jordskred og lægger pres på fynsk rigmand

Miljøstyrelsen har netop afgivet et påbud om, at Nordic Waste og den fynske rigmand Torben Østergaard Nielsen skal stille med en garanti for de skønnede omkostninger. Han har til i morgen med at svare.

205 millioner kroner lægger staten nu til side for at afværge den potentielle miljøkatastrofe ved virksomheden Nordic Waste, der kort før jul blev ramt af et omfattende jordskred, oplyser DR Nyheder.

Samme beløb har Miljøstyrelsen påbudt virksomheden Nordic Waste at stille med som en såkaldt økonomisk sikkerhedsstillelse.

Det viser et fortroligt aktstykke, som i dag blev stemt igennem i Folketingets Finansudvalg, og som DR Nyheder er i besiddelse af.

Miljøstyrelsen har i forlængelse af oplysningen udsendt denne meddelelse:

- Miljøstyrelsen har den 16. januar 2024 sendt et påbud i høring til Nordic Waste A/S om, at virksomheden skal træffe de nødvendige foranstaltninger i forbindelse med den overhængende fare for miljøskade i Alling Å. Samtidig får virksomheden også en afgørelse i høring om at stille finansiel sikkerhed for de skønnede omkostninger. Miljøstyrelsen vil efter høringsfristens udløb træffe endelige afgørelser om påbud og sikkerhedsstillelse.

- Høringen kommer på baggrund af en afgørelse fra Randers kommune af 23. december 2023, hvor det blev konkluderet, at der er overhængende fare for en miljøskade på Alling Å samt visse arter.

Skal svare i morgen - senest

Virksomheden er varslet med en kort høringsfrist, der udløber onsdag. Herefter kan Miljøstyrelsen træffe afgørelse om at udstede de to påbud.

Virksomheden Nordic Waste opgav den 19. december det omfattende oprydningsarbejde. Siden har Randers Kommune håndteret den omfattende indsats med at inddæmme jordskredet.

Gang på gang har både byrådet i Randers Kommune og miljøminister Magnus Heunicke (S) slået fast, at regningen for oprydningen skal ende hos forureneren – Nordic Waste.  

 Men nu lægger Folketingets Finansudvalg så penge til side i tilfælde af, at Nordic Waste ikke betaler, skriver DR Nyheder.

Randers Kommune sendte fredag en foreløbig regning til Nordic Waste på 41,5 millioner kroner. Det er de udgifter, som man allerede har betalt.

TV2 Fyn har været i kontakt med Nordic Wastes presseansvarlige Søren Møgelvang Nielsen i forbindelse med regningen fra Randers Kommune.

Han skriver:

- Vi har noteret os det nævnte beløb, men har ikke mulighed for at kommentere yderligere før end de forsikringsmæssige forhold er afklarede.

Hos koncernselskabet United Shipping and Trading Company i Middelfart oplyser Jonas Søndergård, vicepresident, Group Communications & Public Affairs, følgende:

- Fra USTCs side har vi i øjeblikket ikke yderligere kommentarer til situationen omkring Nordic Waste, skriver Jonas Søndergård.

 


Oversigt

    Oversigt