Usikkerhed om regning: 205 millioner rækker måske ikke til oprydning efter Nordic Waste

Miljøstyrelsen forudser mindst et halvt års arbejde ved Randers, mens Randers Kommune taler om to år, før området og naturen ligner sig selv igen, viser aktindsigt til TV 2 Fyn.

Miljøstyrelsen har skruet bissen på over for Nordic Waste, der via selskabet SDK Freja har den fynske milliardær Torben Østergaard Nielsen og hans to døtre som hovedaktionærer.

To påbuds-udkast eller påbudsvarsler, der er sendt i høring hos bl.a. Nordic Waste og Randers Kommune, kræver - uden opsættende virkning - at Nordic Waste og dennes ejere stiller en bankgaranti på 205 millioner kroner, en kautionsforsikringspolice eller anden betryggende sikkerhedsstillelse, hedder det i påbudsudkastet, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.

Torben Østergaard Nielsen - pressefoto fra USTC.
Torben Østergaard Nielsen - pressefoto fra USTC.

Randers Kommune har allerede sendt en regning på 41,9 millioner kroner for kommunens oprydningsarbejde videre til Nordic Waste.

Samtidig skal Nordic Waste påtage sig alle forpligtelser med at få ryddet op, afholde udgifterne og sende en handleplan for arbejdet, fremgår det af skrivelsen fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen skønner, at det er et arbejde, der vil fortsætte mindst et halvt år endnu.

Nordic Waste A/S skal fremsende en handlingsplan til Miljøstyrelsen og iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for en miljøskade på vandmiljøet og arter i Alling Å, hedder det.

Op til to års arbejde

I et høringssvar fra Randers Kommune fremgår det, at kommunen skønner, at der kan gå op til to år, før Alling Å og omgivelser ligner sig selv igen.

Randers Kommune har for et par dage siden oplyst over for Miljøstyrelsen, at faren for en overhængende miljøskade ikke er afværget, at Alling Å er tilstoppet og blokeret af jorden ud for Nordic Waste A/S’ virksomhed, og at jorden fra Nordic Waste A/S’ virksomhed fortsat er i bevægelse, hedder det i den aktindsigt, TV 2 Fyn har fået.

Her er milliardæren

Akutfasen for jordskredet ventes at fortsætte mindst en måned frem, og Miljøstyrelsen forventer, at oprydningen koster 4 millioner kroner om dagen i akutfasen.

Hvis den stillede sikkerhed viser sig at være utilstrækkelig, kan der forventes truffet en afgørelse om yderligere sikkerhedsstillelse.

Alling Å udgør 710.000 kvadratmeter, hvoraf 305.500 kvadratmeter er beskyttet natur i henhold til naturbeskyttelseslovens. Omkostningerne ved eventuelt at skulle omlede Alling Ås vand via Vissing Bæk og Lilleå til Gudenåen er ikke medtaget i beregningerne.

Jordmassen er som nævnt fortsat i bevægelse - både den 28. december 2023 og den 5. januar 2024 blev bevægelsen vurderet til ca. 30-40 centimeter i timen.

Hvis den stillede sikkerhed viser sig at være væsentligt større end nødvendigt, vil sikkerheden blive reduceret i takt med, at Nordic Waste opfylder sine forpligtelser efter miljøskadeloven.

Hvis Nordic Waste A/S ønsker at klage over Miljøstyrelsens kommende afgørelse, kan der klages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Ansvaret ligger hos Nordic Waste

Mens der er fokus på, hvad der forårsagede jordskredet, er Miljøstyrelsen ikke i tvivl om, hvor ansvaret skal placeres.

- Miljøstyrelsen har vurderet, at jordskredet er resultatet af Nordic Waste A/S’ virksomhedsdrift på stedet, og at det er en begivenhed, der er observeret ved gentagne lejligheder forud for det aktuelle jordskred, som startede omkring december 2023, hedder det i påbudsudkastet.

Ifølge Randers Kommune stoppede virksomheden driften og forlod arbejdet med  jordskredet den 19. december, og lod Randers Kommune om resten.

Søren Møgelvang Nielsen, presseansvarlig hos Nordic Waste, meddelte onsdag, at selskabet har afgivet sit høringssvar til Miljøstyrelsen.

Det er ikke et svar, som selskabet har fremsendt til TV 2 Fyn.

Oversigt

    Oversigt