To fængslet for hjemmerøveri

To unge mænd er blevet varetægtsfængslet to uger, sigtet for voldsomt hjemmerøveri mod en mand i Faaborg. Ofret måtte efter røveriet en tur på sygehuset.

De to mænd på 18 og 22 år blev lørdag fængslet ved Retten i Odense for et røveri mod en 53-årig mand i hans hjem i Faaborg.

Offeret fik så mange slag i ansigtet, at han måtte indlægges på sygehus til behandling af skaderne.

Røveriet mod den 53-årige mand, der bor i Tømmergården, skete natten mellem torsdag og fredag, og fredag eftermiddag lykkedes det for politiet at anholde to lokale mænd i sagen. Vidner havde set dem gå fra gerningsstedet.

Grundlovsforhøret i Odense blev holdt for dobbeltlukkede døre. Det vides derfor ikke, hvordan de to mænd stiller sig til sigtelsen.

De blev varetægtsfængslet i to uger.

Oversigt

    Oversigt