Analyse: Nyborg Slot-projektet sat på pause i mindst halvandet år

Finansieringen er endnu ikke plads. Det har Folketingets kulturudvalg ellers efterspurgt for en uge siden.

Nyborgenserne er høflige mennesker.

Derfor var den officielle modtagelse af kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M) nye udspil for Nyborg Slot helt overvejende positiv, da udspillet i dag landede på en solskinsbeskinnet torsdag i bæltbyen. 

Helt konkret sætter Slots- og Kulturstyrelsen på ministerens vegne gang i en miljøkonsekvens-undersøgelse. Samtidig ansættes en bygherrerådgiver, der skal føre til udvælgelse af en totalrådgiver. Bygherrerådgiveren skal præcisere, hvad der skal udføres af byggeri og lave en tidsplan.

Valg af totalrådgiver forventes i efteråret 2023, fremgår det af et aktstykke fra Kulturministeriet til Folketingets finansudvalg. Staten forpligter sig ikke til at indgå kontrakt med totalrådgiveren, men sikrer sig alene, at det nødvendige forarbejde er udført.

Udgiften på 2,5 millioner kroner til rådgivning dækker staten, og beløbet indgår i projektets samlede udgift.

Men der er masser af åbne spørgsmål og snubletråde i ministeriets aktstykke til Finansudvalget.

For det første vurderes det, at det tager halvandet til to år at få gennemført miljø-konsekvensundersøgelsen.

For det andet er finansieringen fortsat ikke på plads. 

Det altafgørende spørgsmål er, om A. P. Møller Fonden vil være med. Fonden satte 60 millioner kroner af sin samlede støtte på 100 millioner kroner på pause, da man mistede tilliden til projektets fremdrift og fremtid. 

Kulturvalg: Hvor er pengene

Selv om Slots- og Kulturstyrelsen, der ejer slottet, allerede i august sidste år meddelte, at man inden for de næste par uger ville sætte sig sammen med Realdania, Nyborg Kommune og A. P. Møller Fonden for at få styr på finansieringen, og kulturminister Jakob Engel-Schmidt i marts måned i år bebudede, at finansieringen har hans fulde opmærksomhed, er det spørgsmål stadig helt uafklaret.

Folketingets kulturudvalg bad i denne uge ministeren om svar på, hvordan det går med finansieringen og venter fortsat på svar.

I torsdagens pressemeddelelse fra Jakob Engel-Schmidt betones det, at den nødvendige finansiering er en betingelse for, at projektet kommer i gang.

Og i aktstykket til Finansudvalget tager man også forbehold for, at projektet rent faktisk igangsættes.

Heraf fremgår også, at der forventes øgede omkostninger for projektet, der skyldes prisstigninger og igangsættelsesomkostninger. De seneste tal opererer med en fordyrelse på 20 millioner kroner.

Finansudvalget forventes senere i 2023 at få en totaludgift for det nye projekt.

Hvis finansieringen også er på plads, vil der kunne udarbejdes en ny anlægslov, som der nu er flertal for i Folketinget.

På nuværende tidspunkt mangler projektets færdiggørelse en ny udstillingsbygning og forhøjelsen af vagttårnet.

Tiårigt projekt

Med ministerens nye udspil vil der være gået ti år fra slotsprojektet blev sat i gang til byggeriet igangsættes - forudsat, at der stadig er penge til projektet, og det ikke bliver underkendt af miljøkonsekvens-undersøgelsen.

Miljøkonsekvens-undersøgelsen kan ses som en imødekommelse af kritikken fra de fire modstanderforeninger, der fik projektet stoppet i Miljø- og Fødevareklagenævnet i december 2020.

Endnu en undersøgelse

Da Slots- og Kulturstyrelsen udskrev den oprindelige konkurrence, blev projektet tilrettet efter  inddragelse af bygnings- og fortidsmindemyndighederne, hvor der blev taget hensyn til bygninger og fortidsminder og af en dommerbetænkning.

Efterfølgende er 62 metalpæle, som skulle bruges til fundamenter under udstillingsbygningen, blevet fjernet, og i dag er der ingen ruinrester under bygningen, der vil blive berørt af byggeriet.

Nyborg Slot har været lukket i fem år for offentligheden.

Oversigt

    Oversigt