Kommune får kritik for 'uvildig' undersøgelse - borgmester afviser problemer

Borgmester Kenneth Muhs (V) mener ikke, at der er hold i den kritik, som eksperter og medarbejdere retter mod Nyborg Kommune om valget af firmaet Komponent til at undersøge kulturen i kommunen.

Nyborg Kommune har fra både eksperter og medarbejdere mødt kritik for det den selv kalder en 'uvildig undersøgelse'.

Det ryster dog ikke Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V), som afviser, at der skulle være problemer med valget af firmaet Komponent, der skal undersøge det, en anonym medarbejder kalder for en "syg kultur" i kommunen.

- Vi er i hvert fald meget trygge i det, og det er også den opfordring, vi giver vores medarbejdere i at deltage, siger Kenneth Muhs.

Kritikken fra medarbejdere og eksperter skyldes blandt andet, at Komponent ejes af Kommunernes Landsforening, og dermed er Nyborg Kommune medejer af Komponent. Flere medarbejdere er derfor skeptiske over for, om anonymiteten kan holdes i spørgeskemaundersøgelsen.

Det bekymrer flere eksperter, som blandt andet påpeger, at valget om at bruge Komponent muligvis ikke giver den ønskede uvildige undersøgelse.

- Alt andet lige ville man nok aldrig vælge sådan et firma, hvis man ville have en undersøgelse, der var uvildig. Der er ikke rigtig nogen armslængde, som man plejer at anbefale, siger Tage Søndergaard Kristensen, der er arbejdskonsulent og tidligere professor på det nationale center for arbejdsmiljø.

Undersøgelse i udbud

Kenneth Muhs, hvordan forholder du dig til den kritik, flere eksperter og borgere har rettet mod jeres valg af firmaet Komponent, som skal undersøge kulturen i kommunen?

- Det er et enigt økonomiudvalg, der har truffet den beslutning om, at den her undersøgelse, som i øvrigt er den mest omfangsrige undersøgelse, skal udføres af Komponent. Det er vi meget trygge ved. Det forholder sig ikke til, hvem der laver undersøgelsen, det forholder sig til undersøgelsens design, anonymitet og hele processen. Det er en meget omfangsrig undersøgelse, vi har sat i gang.

- Vi har haft det i udbud, så vi har holdt det oppe imod andre aktører, der har fået lejlighed til at byde ind i opgaven. Der er det sådan, at det bud vi har fået her (fra Komponent, red.), er absolut der, hvor vi finder størst tryghed, og hvor vi virkelig opnår det, vi gerne vil. En uvildig og anonym undersøgelse, som er tilbundsgående, så vi også efterfølgende står på et stærkt fundament for at komme videre. Det er der som sagt meget stor tiltro til.

- For os handler det om, at det udbud vi har haft for at sikre, hvem der er det bedste bud til at løse opgaven, er der fuldstændig enighed om valget af Komponent. De er jo ikke interessevaretaget ligesom Kommunernes Landsforening. De ligger ude i eget selskab, så den del af det, er ikke noget der indgår overhovedet i vores tankesæt. Det er, at vi har ønsket en meget omfangsrig undersøgelse, og også så alle vores ansatte i hele organisationen kan føle sig trygge ved både spørgeskemaundersøgelsen, whistleblowerordningen og interviewrunder.

Føler ikke, det er usikkert

Nu siger du, at der også er interviewrunder. Er det alle medarbejdere I interviewer?

- Der er en spørgeskemaundersøgelse i gang, og ved siden af kan man henvende sig anonymt til Komponent til eventuelle interviews. Der er også mulighed for telefonlinje og whistleblowerordning. Undersøgelsen bliver lavet i armslængde, så man netop sikrer, at det giver det bedst mulige resultat. For vi vil gerne lave en kultur- og organisationsanalyse, som giver os en mulighed for at handle på det, der skal handles på, og netop have et fundament, hvor vi står på og kan komme videre fra den undersøgelse. Så der bliver gennemført en lang række tiltag, og det har vi bedt om at have eksterne til at gøre for os. Det er ikke sådan, at vi på nogen måde føler, at der er noget usikkert for os.

Der har været flere eksperter ude og sige, at den er knapt så uvildig, som I siger den er, blandt andet fordi I har haft samarbejdet før og købt ydelser af Komponent for knap 3,5 millioner kroner. Er det ikke et problem for uvildigheden af undersøgelsen, at I har samarbejdet?

- Altså vi føler os meget trygge i det, netop at det handler om det design og den undersøgelse, som bliver lavet i armslængde fra kommunen. Vi er i hvert fald meget trygge i det, og det er også den opfordring, vi giver vores medarbejdere i at deltage. Det er netop afgørende for os, at vi skal have den tryghed. Det føler vi virkelig, at vi har med den her meget omfangsrige undersøgelse.

- Der ville være andre firmaer, man kunne have valgt som i forvejen også laver opgaver for kommunerne. Det er vigtigt for mig at sige, at det er en uvildig og ekstern undersøgelse, hvor vi i økonomiudvalget er meget enige om, at det er den opgaveløsning som bedst leverer det ind vi ønsker. Meget af det handler om den tryghed, som vores ansatte skal have i det.

- Vi har valgt at gå ud blandt alle medarbejdere for netop at få en tilbundsgående og meget bred undersøgelse af vores organisation, for det er det, vi ønsker. Min opfordring er at deltage i undersøgelsen, og man kan vide sig tryg ved, at det er uagtet, hvem der laver undersøgelsen her, det er ikke sådan, at man ikke er anonym.

Men der har jo også været flere medarbejdere i kommunen, der har ytret, at de har været bekymrede og skeptiske over, at det er Komponent, der skal foretage undersøgelsen. Hvad vil du så sige til de medarbejdere, der er bekymrede?

- Jeg vil sige til de ansatte, at man helt trygt kan deltage i undersøgelsen. Vi ønsker at få et solidt fundament at stå på i den kultur- og organisationsanalyse, der skal komme ud af undersøgelsen. Undersøgelsen hviler også på, at vi har været ude bredt. Nu er spørgeskemaundersøgelsen startet. Det kan man trygt deltage i, og det kan vi også se, at folk deltager i. Så det er meget positivt, at mange gør det. Det er omfangsrigt, det er mange. En lang række sideværende indsatser kommer efterfølgende, som en del af undersøgelsen. For den bekymring, der skulle være, vil jeg sige, at man skal deltage, og man kan deltage trygt.

Oversigt

    Oversigt