I fremtiden kommer der højst sandsynligt til at ligge to etagebyggerier på Falen 20 i Odense.
I hvert fald, hvis det står til et flertal i By- og Kulturudvalget, der onsdag har stemt om en ny lokalplan, efter at der har været strid om grunden de seneste par år.
Den omdiskuterede grund ligger nemlig i det nordvestlige hjørne af Gerthasminde – et boligområde, der er kendetegnet ved en detaljerig arkitektur, tæt bebyggelse og små udearelaer. Byggeriet af boligområdet startede i 1912 og blev færdigt i 1935, og er tegnet af arkitekten Anton Rosen.
Beboere har gjort indsigelser længe
I februar 2021 blev grunden, der i øjeblikket er fyldt med garager, taget ud af lokalplanen for Gerthasminde til stor frustration for områdets beboere.
- Vi så helst, at Falen 20 ikke blev udeladt, for det er besynderligt, at man skærer den luns af. Og vi er jo ikke bare sure naboer, det handler om kultur, sagde den tidligere formand for Gerthasminde beboer- og grundejerforening, Flemming Bonavent Hansen, dengang til TV 2 Fyn.
Inden grunden blev taget ud af lokalplanen, havde 139 ud af 142 adspurgte beboere gjort indsigelse gennem en underskriftindsamling.
Det er en sag, der har kørt længe, og nu har vi brug for, at der kommer en afgørelse
I efteråret gjorde beboerne endnu en gang opmærksom på deres utilfredshed over for politikerne ved at sætte en 750 kilo tung H. C. Andersen-statue op, der kigger ud over grunden. Forinden havde flere foreninger foreslået at anlægge en klimahave på grunden, i stedet for de planlagte etagebyggerier.
Beslutningen skal tages i byrådet
Onsdag skulle By- og Kulturudvalget så stemme om den nye lokalplanen for Falen 20.
Her stemte et næsten enigt udvalg for at vedtage planen.
- Det er en sag, der har kørt længe, og nu har vi brug for, at der kommer en afgørelse. Det er ikke nødvendigvis en populær beslutning, men i Venstre mener vi, at det er den rigtige beslutning, siger Araz Kahn (V), der er medlem af byrådet og By- og Kulturudvalget.
Både beboerforeningen for Gerthasminde og ejeren af Falen 20, har onsdag haft foretræde for udvalget inden beslutningen blev taget.
By- og kulturrådmanden i Odense, Søren Windell (K), lægger også vægt på, at de to etagebyggerier vil pynte på bydelen.
- Sagen har kørt i fire år, og vi tager alle betragningerne med i beslutningen.
- Der er en grundejer med et rigtig fint projekt. Vi skal ikke som by have en plet med faldefærdige garager, der ikke bliver brugt til noget, siger rådmanden.
Selvom et flertal i By- og Kulturudvalget stemte for at vedtage lokalplanen, var Enhedslisten imod. Partiet har valgt at begære sagen indbragt til afgørelse i byrådet, hvilket formentlig sker på næste byrådsmøde i slutningen af april.
Efter afgørelsen i byrådet skal lokalplanen sendes i mindst otte ugers offentlig høring. Her har Gerthasmindes beboere endnu en gang mulighed for at gøre indsigelse, inden lokalplanen bliver endeligt vedtaget.