Nye Borgerlige i Nyborg: Broafgiften på Storebælt skal væk

Brian Lange er valgt som formand for Nye Borgerlige i Nyborg og Kerteminde, og han vil arbejde for at få fjernet broafgiften på Storebæltsbroen.

Det nye politiske parti Nye Borgerlige har torsdag aften stiftet en vælgerforening i Nyborg. Nyborg Kredsen dækker både Kerteminde og Nyborg kommuner.

Vælgerforeningen har valgt Brian Lange til formand, og han vil blandt andet kæmpe for at få fjernet broafgiften på Storebælt.

- Broen er blevet betalt indtil flere gange, siger Brian Lange til TV 2/FYN.

- Broafgiften adskiller rent faktisk Danmark. Der er jo ikke fri bevægelighed, fortsætter han.

quote Broafgiften adskiller rent faktisk Danmark.

Brian Lange, formand for Nye Borgerlige i Nyborg 

Alternativ: Billigere broafgift
En fjernelse af afgiften på Storebæltsbroen vil ifølge Brian Lange gavne især Nyborg og Korsør, der i højere grad ville kunne handle sammen. Hvis det ikke er muligt at afskaffe broafgiften, vil han arbejde for at gøre det billigere at køre over broen. Som det er nu, koster det 240 kroner at køre over broen. 

Nye Borgerlige har endnu ikke indstillet en folketingskandidat fra området. Det sker først i det nye år, oplyser Nye Borgerlige.

Her vil partiet også løfte sløret for, hvem der bliver spidskandidater til kommunalvalget i både Kerteminde og Nyborg.

Afskaffe afgift på Storebæltsbroen
På landsplan har Nye Borgerlige netop fremlagt sin økonomiske plan. Her fremgår det blandt andet, at partiet vil bruge to milliarder kroner på at afskaffe broafgiften på Storebæltsbroen.

Derudover vil partiet skære omkring 150 milliarder kroner af den offentlige sektor. Her skal der eksempelvis spares 13 milliarder kroner på at få udlændinge til at forsøge sig selv og 15 milliarder kroner på en udfasning af efterlønnen.

Nye Borgerliges plan er blevet fremlagt forud for partiets første årsmøde, der finder sted i weekenden. 

 

Fakta om Nye Borgerlige

 

Oversigt

    Oversigt