Ti års arbejde spildt.
Sådan er holdningen hos Nyborgs politikere, efter at et snævert flertal torsdag i Miljø- og Fødevareklagenævnet har afgjort, at Nyborg Slot ikke må udvides for 351 millioner kroner.
Byrådet havde i eftermiddag krisemøde om sagen, der formentlig havner på Folketingets bord og måske i en retssag.
For sagen kan ikke bringes videre i klagesystemet.
Sagen blev afgjort med stemmerne 4-3.
Socialdemokratiet, Venstre og landsdommer Norman Cleaver var for at give dispensation fra fredningsbestemmelserne, så projektet kunne gennemføres, mens en anden landsdommer, Henrik Twilhøj sammen med klagenævnets formand, Birgitte Egelund Olesen, Dansk Folkepartis Knud N. Mathiesen og Enhedslistens Palle Andersen Herrild sagde nej til projektet.
At Dansk Folkepartis stemme blev afgørende, ærgrer partiets byrådsmedlem i Nyborg, Carsten Kudsk.
Han havde dog set faresignalerne og lægger ikke skjul på, at han slet ikke er enig med partiets næstformand, Morten Messerschmidt, der har været med til at præge debatten ved at stille en række paragraf 20-spørgsmål.
Ifølge Carsten Kudsk vil byrådet nu undersøge, om det giver mening at rejse en sag ved domstolene.
Derfor vil man have undersøgt sagen juridisk. Desuden vil man kontakte blandt andet A. P. Møller Fonden og Realdania, der er de store bidragsydere til projektet, som Nyborg selv har afsat 41 millioner kroner til.
Ifølge TV 2 Fyns oplysninger er sagen også på vej til kulturminister Joy Mogensen (S) og Folketingets kulturudvalg, der har Hans Chr. Schmidt (V) som formand.