13-årigt talent glæder sig til åbning af talentskole: - Så kan vi alle blive bedre

En ny elite-efterskole i Odense skal være en magnet for idrættens talenter i hele landet. Nyheden har allerede haft tiltrækningskraft på 13-årige Phillip Kryger Boe fra Odense.

I en have i Odense flyver fjerboldene i høj fart mellem to unge talenter.

Det er brødrene William og Phillip Kryger Boe, og de har lige fået nyheden om en ny elite-efterskole for sportsudøvere, der skal ligge i Odense.

- Det er helt vildt fedt, og det vil gavne Odense Badmintonklub, siger 13-årige Phillip Kryger Boe, der spiller i klubben til daglig.

Han er en del af U15-landsholdet, og han ser skolen som en mulighed for at udbygge talentet.

- Os der var her i forvejen ville kunne få bedre spillere at træne med, og alle kunne blive bedre, tilføjer han.

Phillip Krygerboe går i folkeskole, men når det er overstået, har han nu fået inspiration til, hvad næste destination skal være.

- Jeg vil gerne være endnu bedre til badminton, så det kunne helt sikkert godt blive den nye elite-efterskole. Både for det sociale og det sportslige, siger han.

Skolen kommer til at hedde Olympos Sports Academy, og planen er, at den skal huse dedikerede sportstalenter og hjælpe dem på vej.

Skal tiltrække talenter fra hele landet

Mens lillebror glæder sig over den nye mulighed, er storebror William Kryger Boe på 17 år for gammel til at blive elev. Alligevel er han glad for, at Odense skal huse den nye efterskole.

- Virkelig meget. Det er fedt, at man kan kombinere fællesskabet på en efterskole og højt sportsligt niveau i de lokale klubber, siger han.

Selv søgte han ind på gymnasiet efter folkeskolen. Landets øvrige sportsefterskoler havde ikke det sportslige niveau, han havde brug for, siger han.

- Jeg har altid syntes, at fællesskabet på en efterskole er fedt, men jeg kan bedre lide at spille badminton og prøve at blive bedre til det. Det er fedt, man nu kommer til at kunne kombinere de to ting, siger William Kryger Boe.

Olympos Sports Academy skal ligge mellem Odense Stadion og Odense Atletikstadion på den godt 4200 kvadratmeter store grund og have plads til 120 elever. 

Skolen vil være klar til at byde de første elever velkommen på adressen i Bolbro til august 2021.

Oversigt

    Oversigt