17-årig varetægtsfængslet efter knivstik på banegården

En 17-årig odenseaner har over for politiet erkendt at have stukket en 18-årig mand på Odense Banegård Center. En 15-årig dreng er løsladt igen. 

Opdatering
Clock08. jan 2021, kl. 16:15
Den 17-årige mand blev fredag formiddag varetægtsfængslet i fire uger for vold af særlig farlig karakter. Fyns Politi har løsladt den 15-årige, og den 18-årige, der blev stukket er udskrevet efter behandling.

En 18-årig mand blev torsdag aften stukket med en kniv på Odense Banegård Center. Det oplyser vagtchef hos Fyns Politi Milan Holck Nielsen.

Manden er blevet stukket i låret og er uden for livsfare.

Knivstikkeriet skete klokken 20.49, og politiet kunne kort efter anholde to teenagedrenge i sagen. Der er tale om en 15-årig og en 17-årig - også fra Odense. Politiet fandt også kniven, der var blevet brugt.

15-årig løsladt igen

I løbet af natten til fredag er drengene blevet afhørt, og den 17-årige har erkendt, at det er ham, der har stukket den 18-årige. Det fremgår også af de overvågningsvideoer, som politiets efterforskere har præsenteret for drengene.

Den 15-årige er blevet løsladt igen.

Tidligt fredag morgen er der ifølge vagtchefen ved at ske en juridisk vurdering, om den 17-årige skal fremføres i et grundlovsforhør.

 

Oversigt

    Oversigt