Den 5. maj 1945 klokken otte om morgenen kapitulerede de tyske styrker og trak sig fra dansk jord som en slagen hær. Aftenen forinden var der kort tid stilhed i BBC's dansksprogede program indtil 20.35, da følgende blev sagt:
- I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery (red. feltmarskal Sir Bernard Law Montgomery) har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.
I Odense samlede frihedskæmperne sig om morgenen den 5. maj. Det skulle have været en festlig dag. En dag, som markerede frihed efter fem års tysk besættelse. Men den 5. maj 1945 blev langt fra det i Odense. Tværtimod blev det den blodigste dag i byens nyere historie, hvor 23 personer mistede livet og 80 blev såret.
Død over stikkerne
Lørdag morgen, 5. maj 1945, kørte lastbil efter lastbil gennem Odenses brostensbelagte gader til lyden af kirkeklokkernes spil. Hver vogn var fyldt med modstandsfolk på vej ud for at arrestere landsvigerne, altså de landsmænd, der havde valgt side med fjenden. De skulle bringes til domhuset og arresten i Albanigade.
Det starter som en festdag, og byen er fyldt med glade mennesker, der skal fejre et frit Danmark.
Danskerne havde igen frihed. Frihed fra besættelsen og frihed til at udtrykke sig.
"Død over stikkerne". "Læg Danmarks skæbne i folkets hænder". "Død over krigsforbryderne". Ordene hang på de store bannere, som blev fragtet gennem byen af fynske demonstranter, der krævede handling.
Og handling blev der taget. Inden klokken 15 var 89 landsvigere arresterret, et tal, der steg til 209, inden dagen var omme. Indtil klokken 16 på befrielsesdagen var der folkefest i Odense. Folk samledes i tusindtal på Odense Stadion til frihedsmøde, hvor den daværende forsvarsminister Søren Brorsen holdt tale. Et hurra skulle lyde.
- Det starter som en festdag, og byen er fyldt med glade mennesker, der skal fejre et frit Danmark, fortæller Johnny Wøllekær, der er Stadsarkivar hos Historiens Hus i Odense.
Men sidst på eftermiddagen går det galt, og den lykkelige dag får en ende. Inden længe har Odense udviklet sig til noget, der minder om en regulær krigszone.
Modstandsfolk i åben ild - med hinanden
Klokken 16.10 den 5. maj fik byledelsen en meddelelse om, at en gruppe personer fra det berygtede Hipo-korps, altså danskere i tysk polititjeneste, var blevet observeret på Middelfartvej nogle kilometer vest for Odense.
Vi har en anden fortælling end den, som mange andre byer har. Vi har mindesmærker rundt omkring i byen for dem, der faldt den dag i timerne efter krigens slutning. Det har sat dybe spor som den blodigste i Odenses nyere tid.
Modstandsfolk fra Odense kørte mod Bolbro. Hvad de ikke vidste var, at også en modstandsgruppe fra Middelfart havde hørt rygterne og var på vej for at møde Hipo-korpset selv samme sted.
- Så da de møder hinanden, de her to grupper, på Bolbro Bakke, ved de ikke, at de er på samme side, forklarer Johnny Wøllekær om det, der kort efter udspillede sig i det vestlige Odense.
I 20 minutter skød de to modstandsgrupper på hinanden, før det gik op for dem, hvad der skete På det tidspunkt havde to unge mænd mistet livet - én fra hver modstandsgruppe. Og da roen endelig sænkede sig i området omkring Bolbro Bakke, begyndte bragene at lyde inde i byen.
Civil panik og dårlig kommunikation
Rygterne begyndte at sprede sig til centrum af Odense. Der havde ikke været tale om "Hilfspolizei" i Bolbro, men korpset var nu på vej ind til byen, forlød det sig. Panik bredte sig blandt den civile befolkning og folk flygtede ind i domkirken og ned i Eventyrhaven, væk fra de mange skud.
- Nogen mener, at der måske har ligget tyskere på taget og skudt, men der er ingen beviser på, at der har været "hipoer" i byen, fortæller Johnny Wøllekær.
I to timer stod de voldsomme skyderier på, før luften igen var tom for kugler og granater. På Klosterbakken, ved politistationen, Klingenberg, Albanigade, Ansgar Anlæg, Vindegade og krydset mellem Vestergade og Kongensgade. Alle dele af Odense lagde grund til en kamp mellem folk på samme side. I dag er der stadig ingen der ved, præcis hvad eller hvem, der affyrede de første skud.
Men timerne efter befrielsen krævede sine ofre. Ti modstandsfolk mistede livet, mens 17 blev såret. De civile odenseanere betalte den højeste pris: 13 blev dræbt og 64 hårdt såret.
Blandt de dræbte var en dansk politimand, som menes er være blevet skudt, mens han forsøgte at hjælpe en såret kollega, ligesom en kvinde mistede livet i Skt. Jørges Gade som offer for dårligt sigte.
- Mange af modstandsfolkene havdre ringe eller ingen militærtræning. De var nervøse og anede ikke, hvad der foregik. Man skal huske, at de ikke kunne tale sammen, og der var god mulighed for sådan en misforståelse, forklarer stadsarkivaren.
En anden fortælling
Tre dage efter den blodige kamp blev de omkomne mindet ved en sørgehøjtidelighed på Flakhaven.
De odenseanske væbnede modstandsstyrker omfattede omkring 2000 mænd, men kun få af dem havde deltaget i sabotager, våbenmodtagelser eller stikkerlikvideringer. Langt de fleste tilhørte M-grupperne, altså de militære ventegrupper. Blandingen af urutinerede modstandsfolk og manglende kommunikation skabte kaos i byen og krævede sine ofre.
- Vi har en anden fortælling end den, som mange andre byer har. Vi har mindesmærker rundt omkring i byen for dem, der faldt den dag i timerne efter krigens slutning. Det har sat dybe spor som den blodigste i Odenses nyere tid, fortæller Johnne Wøllekær og peger på mærker fra patroner på domkirken.
Hvad der startede som den lykkeligste dag i fem år for de frie fynboer, blev til en tragedie, som 75 år senere stadig betragtes som den blodigste dag i Odenses historie.