Fejrer befrielsen: 82-årige Ruth spiller op til fællessang med band
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Coronavirus stopper ikke beboerne på Remisegade i Nyborg. Her blev Dannebrog tirsdag morgen hejst til fællessang og klaverspil.
På Remisegade ved havnen i Nyborg står ejendommenes beboere klar på deres altaner. En pianist, en bassist og en sanger har stillet deres udstyr frem, mens Dannebrog hejses helt til top.
For præcis 75 år siden var Danmark igen frit, og selvom coronavirus forhindrer, at beboerne stimler sammen, så har de fundet en ny måde at markere den særlige dag på.
Arrangementet åbnes af en tale.
“Mennesket skal ikke være alene, vi skal leve vores liv sammen”
"Vi savner fællesskab, som de absolut også må have gjort dengang. Ingen af os ved, hvad der sker efter det her forhadte corona, præcis som de ikke vidste, hvad der ville ske efter den 5. maj."
Og tonerne fra 'En lærke letted' overdøver forårsfuglenes kvidren.
Udvider programmet
Festudvalget i boligforeningen Holmegaarden lagde oprindeligt en seddel i alle beboerne på Remisegades postkasser, hvor de blev inviteret til at synge med, når Dannbrog den 5. maj blev hejst.
Alternativ befrielsesdag:
- maj fejres med fællessang fra altaner
4. Maj Kollegiet i Odense må på grund af corona finde alternative metoder til at fejre Danmarks befrielse.
På 4. Maj Kollegiet i Odense er fejringen af Danmarks befrielse en helt særlig dag. Størstedelen af dem der bor på kollegiet er i familie med modstandsfolk fra anden verdenskrig.
I år var der lagt op til en helt særlig fejring, da det er 75 år siden Danmark blev befriet. Kollegianerne havde set frem til en stor fest, samt mindehøjtidelighed på en tætpakket plæne i kollegiets gårdhave.
Alt sammen er i år ændret på grund af corona-restriktioner. I stedet for at samles og synge, var der mandag fællessang fra kollegiets altaner.
Anna Sølling er kollegianer på 4. Maj Kollegiet i Odense. Hun synes det er ærgerligt, at dagen ikke kan fejres ordentligt.
- Det er rigtig trist, synes jeg, fordi det er en vigtig dag for os alle sammen. Det minder os om, hvorfor vi overhovedet har muligheden for at bo her, siger hun til TV 2/Fyn.
Anne Christine Hansen, der også bor på kollegiet, er enig. Hun synes dog, de har fundet en god måde at fejre befrielsen på trods omstændighederne.
- Når vi ikke kan gøre, det vi plejer, siger hun.
Alternativ fejring
Forstander på 4. Maj Kollegiet i Odense Jørgen Eliasen mener, at selvom der er restriktioner og aflysninger, skal man huske at mindes Danmarks modstandsfolk.
- Vi kan ikke give nok tilbage. Det er deres skyld, at vores samfund ser ud, som det gør i dag, og at vi har vores frihed, siger han.
Derfor har de på kollegiet holdt fast i fejringen, selvom det bliver en alternativ variant.
- Vi havde ellers lagt op til det helt store. Men det bliver sådan, at de unge mennesker fejrer det på køkkenerne og bliver på køkkenerne, siger Jørgen Eliasen.
Forstanderen har været på kollegiet i 16 år. I år er hans 17. fjerde maj fejring.
- Det er vildt mærkeligt at vi ikke kan. Men sådan er det, siger han.
Udskyder fest
Både Anna Sølling og Anne Christine Hansen havde set frem til den store jubilæumsfejring af 75-året for Danmarks befrielse.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, da det er årets største fest, siger Anna Sølling.
De håber at kunne holde festen den 29. august i stedet. Det er dagen, hvor den tyske besættelsesmagt i 1943 indførte militær undtagelsestilstand i Danmark.
Men én sang var for lidt for 82-årige Ruth Bruun Jensen, der i samme forbindelse tænkte, at hun med sit klaver kunne spille for.
- Jeg tænkte, at jeg godt kunne tage mit klaver ned på afsatsen for at lede sangen. Og derfra byggede jeg programmet op, fordi jeg synes, at én sang var alt for lidt, siger Ruth Bruun Jensen til TV 2/Fyn lige efter fællessangen.
Ud over at udvide dagens program med flere sange, fik Ruth Bruun Jensen også de resterende medlemmer fra sit band til at stille op med bas og sang.
Brummede flyvere glemmer man aldrig
I 1945, da Danmark blev befriet, var Ruth Bruun Jensen syv år gammel.
“Det er jo en del af min historie, at jeg har gennemlevet alt det, som krigen førte med sig, og det er en naturlig del af mig”
Om aftenen den 4. var hun allerede faldet i søvn med sine søskende, men dagen efter husker hun, at hendes far kom op og vækkede børnene med de gode nyheder. Og en følelse af lykke bredte sig i hende.
Før befrielsen husker Ruth kun overflyvninger, soldater og bombealarmer.
- Lyden af brummen fra flyvere glemmer man ikke. Vi boede på landet, men vi var alligevel altid bange for bombenedkastninger og soldaterne, som vi faktisk ikke vidste om var tyske eller danske, fortæller Ruth Bruun Jensen.
Naturlig del af historien
Selvom Ruth Bruun Jensen kun kan huske brudstykker fra krigen, står dagen for befrielsen stadig skarpt for hende.
Blev henrettet en måned inden befrielsen: Sådan lød Lennarts farvel
Mandag aften er det 75 år siden, at Danmark blev befriet. Her kan du læse, hvordan en fynsk modstandsmand, der var dømt til døden, tog afsked med sin familie få uger før befrielsen.
Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn sidder og venter. Han skal dø om lidt - kun 28 år gammel. Lennart er modstandsmand, og han er blevet taget til fange af Gestapo, som i krigens sidste måneder har skruet op for hårdheden.
Sabotage og modstandsarbejde straffes med døden.
Nu sidder han med et udleveret stykke papir og en blyant og tænker på, hvordan han skal fortælle sine forældre, at deres yngste søn om lidt skal henrettes.
- Kære elskede Forældre, begynder han.
Greve og modstandsmand
Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn blev født den 4. maj 1916 på Hvidkilde Gods ved Svendborg som den yngste søn af lensbaron Christian Erik Julius Ahlefeldt-Laurvig-Lehn og Lenna Reedtz-Thott.
Under krigen var han under dæknavnene “Walther” og “Holger Petersen” med i en fynsk modstandsgruppe, der blandt andet deltog i nedkastningen af våben fra englænderne og udførte sabotage mod den tyske besættelsesmagt.
Men modstandsarbejdet var farligt, og tidligt om morgenen den 8. marts 1945 gik det galt for den unge greve. Da blev Lennart anholdt på Det ny Missionshotel på Østre Stationsvej i Odense – hotellet hedder i dag Milling Hotel Plaza.
Skrev afskedsbreve til familien
Lennart har tilstået sin medvirken i modstandsarbejdet og har nu siddet fængslet i 20 dage. Det er den 28. marts, og han er ved at skrive afskedsbreve til sin nærmeste familie.
Lennart skriver til Onkel Andreas og Tante Ibeth, sin fætter Kai samt sine forældre.
Brevet til forældrene er det længste og det sværeste at skrive for Lennart. Hvert øjeblik det skal være, kan han blive hentet og ført til henrettelsespladsen i Ryvangen nord for København.
På dette tidspunkt har besættelsesmagten i to år brugt området som henrettelses- og begravelsesplads for danske modstandsfolk.
Dømt til døden
- Kære elskede forældre. Nu må I være tapre. Det frygtelige er sket. Jeg har i dag været for en krigsret og er dømt til døden, skriver Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn og fortsætter brevet:
- Jeg er ikke selv bange, men for jeres skyld – elskede forældre – er jeg uendelig ked af det. I kommer til at lide under Savnet, men husk altid, hvorfor jeg døde, husk, at jeg døde for mit Land, den skønneste død, man kan ønske sig. Så i stedet for at være bedrøvede, skal I være glade og stolte.
Lennart skriver i brevet, at det er svært at samle tankerne med en dødsdom over hovedet, og at han forsøgte at blive benådet, men at det blev nægtet.
- Det er ligesom, det endnu ikke er gået op for mig, at jeg skal dø – men jeg er så træt – det er nerverne. Alle mine planer er røget i fløjten – der bliver ingen gård at drive, ingen heste, køer og svin. Nej – jeg kan ikke mere. Lov mig ikke at bryde sammen – men vær glad – jeg dør for Danmark.
- Tak, Tak, Tak, elskede Fader og Moder!
Senere samme dag, den 28. marts, blev Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn henrettet ved skydning i Ryvangen. Han blev 28 år.
I løbet af krigen blev 102 danske modstandsfolk henrettet efter tysk krigsretsdom. I dag er Ryvangen omdannet til en mindelund for de faldne danske modstandsfolk.
Privatoptagelser fra befrielsesdagene i Odense. Værnemagere pågribes og andre anholdes af frihedskæmpere - Filmcentralen.dk
- Det er jo en del af min historie, at jeg har gennemlevet alt det, som krigen førte med sig, og det er en naturlig del af mig, siger hun.
Efter arrangementet deler beboerne en lille morgenskarp og tænker tilbage på tiden efter den 5. maj, hvor fællesskab var noget af det vigtigste.
- Mennesket skal ikke være alene, vi skal leve vores liv sammen, siger Ruth Bruun Jensen, mens hun skåler med sin nabo.
