Christian Lindholst undrer sig over og synes, det er forkert, at THCA ikke allerede er blevet gjort ulovligt. Men måske er det kun et spørgsmål om tid.
Tidligere i december svarede sundhedsminister, Sofie Løhde (V), på et spørgsmål fra SF’s Karina Lorentzen Dehnhardt, at ”Sundhedsstyrelsen arbejder på at finde en løsning på, hvordan man efter lovgivningen om euforiserende stoffer kan forbyde THCA på en fornuftig og effektiv måde.”
Efter den konservative retsordfører Mai Mercado læste historien om automaten på Langeland, vil hun også inddrage ministeren. I en sms skriver hun:
”Vi stiller spørgsmål til ministeren om det her. Det er vanvittigt, at man kan købe hash lovligt. Og det skal stoppes.”
En meget stærkt joint
Googler man THCA, dukker der flere webbutikker op. De har Trustpilot-stjerner, et professionelt setup, og de sender med de fragtfirmaer, alle andre bruger. Det ligner umiddelbart et produkt, der også kunne ligge i et supermarked.
Men stille og roligt bliver THCA omdannet til det euforiserende og ulovlige stof THC. Udsætter man det for varme, går processen hurtigere, og så har man let og elegant fået lavet et lovligt stof om til et ulovligt.
Hvis man eksempelvis ryger sit lovlige THCA i en joint, bliver stort set det hele til THC. Det betyder, at hvis man ryger det produkt, der er i automaten med et THCA-indhold på 45 procent, vil det svare til, at man ryger en joint med 39 procent af det ulovlige og euforiserende THC.
-Det vil altså have cirka samme styrke. Og det vil være en meget stærk joint. Det gennemsnitlige THC-indhold i hash ligger på cirka 26 procent, siger Christian Lindholst.
Til gengæld har det ingen euforiserende effekt, hvis man for eksempel smører THCA på huden, eller hvis man spiser det, uden det er blevet varmet op.