Axelsen har fået krammet på kinesisk semifinalemodstander

Viktor Axelsen er i sin første semifinale i All England mod Shi Yuqi, som danskeren har slået to gange.

Det fynske badminton-es Viktor Axelsen er eneste tilbageværende dansker i badmintonturneringen All England.

For første gang i karrieren har han nået semifinalen i den prestigefyldte turnering i Birmingham, men for at komme i finalen skal Axelsen slå den andenseedede kineser, Shi Yuqi.

Det har han prøvet før.

Viktor Axelsen og Shi Yuqi har mødt hinanden tre gange. Første gang var i sæsonfinalen i Dubai i 2017, hvor kineseren trak det længste strå.

Men de seneste to møder er endt med dansk sejr - senest i juli sidste år, da Axelsen slog Shi Yuqi i turneringen Indonesia Open.

- Jeg har aldrig været i en semifinale i All England, og det var selvfølgelig et mål for mig, så jeg er virkelig glad.

- Der er nogle ting, jeg gerne vil ændre før kampen, men jeg vil ikke afsløre hvad, siger Axelsen til All Englands YouTube-kanal.

25-årige Axelsen er seedet som nummer seks i turneringen.

I kvartfinalen besejrede han landsmanden Jan Ø. Jørgensen i to tætte sæt 23-21, 21-18. Tidligere i turneringen sendte fynboen indiske Sameer Verma og kinesiske Lu Guangzu ud.

Shi Yuqi indledte turneringen med at slå danske Anders Antonsen i to sæt.

Ifølge TV 2's sendeplan fra All England spiller Viktor Axelsen og Shi Yuqi fra cirka klokken 19.00.

Oversigt

    Oversigt