Tirsdag afgjorde Landsretten, at hundene, Marvey og Frigg fra Odense skal aflives.
Begrundelsen er, at ejerne ikke kan bevise, at hundene ikke har forfædre blandt de forbudte racer i hundeloven.
Kritikere mener, at det er umuligt at gå så langt tilbage i hundens oprindelse for at skaffe det bevis, når der er tale om blandingshunde, der består af flere racer.
Blandt dem er foreningen Fair Dog:
- Rigspolitiet har sat barren meget højt med krav om, at ejere af blandingshunde skal bevise, at hunden ikke indeholder bare en procent af forbudte hunderacer. Det betyder, at man skal gå helt tilbage til racens oprindelse. Det er der ikke nogen, der kan, siger formanden for Fair Dog, Charlotte Andersson.
Men den kritik preller af på folketingsmedlem for Venstre, Erling Bonnesen.
- Hvis vi går lidt tilbage i tiden, var der alt for mange situationer, hvor farlige kamphunde angreb mennesker og børn og skambed dem. Det var forfærdeligt, og det var vi et ret stort flertal på borgen, som ville gøre op med. Derfor er loven udformet som den er, siger han.
Erling Bonnesen er ikke i tvivl om, at loven bliver bevaret, som den er:
- Der er et stort bredt flertal, der står på mål for den her lov, og der er ikke noget tegn på, at den bliver ændret.