På ét døgn kom der 200 medlemmer til en nyopstartet Facebook-gruppe fra Bolbro.
En, der skal gøre det op med et problem, som mange er trætte af; nemlig lange køer ved testcenteret.
- Folk er meget hjælpsomme i Bolbro, og da der var så mange, der efterspurgte ventetider, lavede vi en gruppe, siger Cindy Louise Frederiksen.
Kom af 'Hjælpsom i Bolbro'
Hun er administrator på Facebook-gruppen ’Hjælpsom i Bolbro’, hvor de først begyndte at se, folk tale meget om ventetider.
- Der kommer næsten nye medlemmer hvert minut, lyder det fra hende.
Facebook-administratoren er glad for, at der er lavet en gruppe, som konkret kan afhjælpe et problem.
Og Cindy Louise Frederiksen håber nu, at folk, der skal til test, vil fordele sig ud over hele dagen i stedet for at klumpe sammen i bestemte tidsperioder, lyder det fra hende.