Borgmester om letbane: 89 millioner kunne bruges på "mange ting"

89 millioner kan bruges på "mange ting", men nærmere kommer borgmesteren det ikke.

Odense Letbane åbnede i dag et nyt stoppested til letbanetogene. Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) var med på turen, og i den anledning benyttede TV 2 Fyn lejligheden til at snakke om letbanens økonomi med ham.

Der skal nemlig findes 89 millioner i 2024-budgettet, for at letbanen kan fortsætte med at køre. Men kommer det til at gå ud over velfærden for borgerne i kommunen?

Læs interviewet herunder, eller se det i videoen.


Der mangler cirka 147 millioner i letbanen. Hvordan skal de penge findes? 

- De midler der andrager 2023, der tror jeg vi kan finde nogle løsninger indenfor de bestående rammer. Så har vi 89 millioner vi skal finde i forbindelse med vores budgetlægning for 2024 og frem. Der er vi i den situation, at vi rent faktisk kender vores forudsætninger omkring vores budget, så der har vi 300 millioner i frie midler, så vi har faktisk en mulighed for at finde en løsning, uden det går ud over andre ting.

Så vil det sige, at hvis i skal ud og finde de penge, så kommer det ikke til at gå ud over velfærden for borgeren?

- Nej, det kommer det ikke til, fordi vi har pengene i 2024.

Men hvis I ikke havde brugt de penge på at dække et hul i letbanen, så ville I vil kunne bruge dem på andre ting, men nogle ville kunne få flere velfærdstilbud?

- Det kunne man i princippet godt, men de tilbud og de planer vi har - blandt andet om at udbygge på skoletilbud og ældreområdet, det fortsætter vi med, og de ambitioner vi har for at gennemføre vores klimaplan, det har vi også penge til at finansiere, samtidig med at vi håndterer det. Det er i virkeligheden en gunstig økonomisk situation som gør, at vi kan balancere det. For helt ærligt er det et meget stort beløb der skal findes, så på den måde er det heldigt vi står i den her situation. Men jeg ville jo også gerne have brugt de her penge på mange andre ting.

Men I kan vel, alt andet lige, ikke prioritere alle de her ting du lige nævnte lige så meget, fordi nu mangler de her penge så?

- De aftaler vi har forligsmæssigt, dem kan vi holde fuldt ud. Så de aftaler vi har rundt omkring om renovering af skoler, det gennemfører vi.

Hvad kunne du have brugt de her penge på, som du så tager til letbanen nu?

- Jamen, der kunne være mange ting, altså.

Hvilke ting?

- Der kunne være alle mulige ting vi kunne have brugt dem til. 

Men hvad kan det konkret være?

- Det kunne være mange konkrete ting.

Men du vil ikke sige konkret hvad det kunne være?

- Nej, nu skal vi jo ind og forhandle budget med hinanden, der skal vi have enderne til at nås... Det er jo ikke nogen hemmelighed, at i mit parti, socialdemokratiet, der gør vi meget ud af at vi har ordentlige velfærdstilbud, og jeg er sådan set glad for, at det vi har aftalt med velfærdsfundamentet, altså med udbygning af dagstilbud, skoler og ældretilbud, det kan vi fortsætte. Det kommer vi ikke til at rokke på.

Du siger der ikke er nogle hemmeligheder i Socialdemokratiet. Det lyder alligevel lidt som om, at det er en hemmelighed hvad du kunne have brugt de penge på.

- Jamen vi kunne have brugt dem på mange ting, altså der er jo 89 millioner, så er der jo frit gæt på, hvad man ville bruge dem på. Det kan vi ikke, for vi skal bruge dem til letbanen. Jeg er sikker på, at vi kan håndtere den her letbanesituation nu og her med budget 2024, og samtidig sikre vores velfærdstilbud og løfte vores klimadagsorden.

Men du vil ikke komme det nærmere end "mange ting"?

- Nej, det vil jeg ikke.

Oversigt

    Oversigt