Borgmester vil have lov til at straffe foreninger for vold

Efter skandalekampen mellem odenseklubberne FIUK og SKFIF den 31. august, har Odenses borgmester nu valgt at tage sagen hele vejen til ministeren.

Det startede med en fodboldkamp, der 31. august løb løbsk. En kamp som måtte fløjtes af før tid. Siden fløj beskyldningerne i det offentlige rum, men hvad der præcis skete, eksisterer der flere versioner af.

Hvad vi med sikkerhed ved er, at Fyns Internationale Ungdomsklub, som er hjemmehørende i Vollsmose, blev sanktioneret med en bøde på 2.000 kroner og karantæne til to spillere efter kampen.

Men det er hverken nok for modstanderholdet fra Skt. Klemens eller Odenses borgmester.

Peter Rahbæk Juel (S) fortalte i sidste uge, at han ønsker, at kommunen skal sanktionere klubben ved at fjerne støttekroner og adgang til kommunens boldbaner. Men nu er virkeligheden en anden.

Borgmesteren ville indskrænke FIUK's mulighed for at spille på banerne i Vollsmose. Det kan han dog ikke.
Borgmesteren ville indskrænke FIUK's mulighed for at spille på banerne i Vollsmose. Det kan han dog ikke.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre


- Jeg er blevet klar over, at vi slet ikke har adgang til at fjerne den økonomiske støtte, eller smide dem væk fra den kommunale bane. Også selvom det har været arena for masseslagsmål, siger borgmesteren i et interview med TV 2 Fyn.

Han vil nu sammen med rådmand Søren Windell (C) rette henvendelse til kulturministeren for at få sanktionsværktøjer til at håndtere lignende situationer i fremtiden.

"Trussel mod foreningskulturen"

Borgmesteren trådte ind i sagen, fordi han fornemmede, den var løbet så meget løbsk, at der var brug for mægling. Tirsdag inviterede DBU Fyn ham til dialogmøde, og onsdag får DBU Fyn foretræde for By- og Kulturudvalget for at orientere om situationen.

- Det er en alvorlig sag, og det, der er sket, er en trussel mod den meget fine foreningskultur, vi har. At være en folkeoplysende forening forpligter ikke bare i jura og paragraffer, men også i ånd. Det vi har set i FIUK er alt andet end folkeoplysende, siger borgmesteren.

DBU Fyn har er ikke vendt tilbage på TV 2 Fyns henvendelse
DBU Fyn har er ikke vendt tilbage på TV 2 Fyns henvendelse
Foto: Thomas Larsen Bjerre


Efter mødet med DBU føler borgmesteren sig betrygget i, at DBU har værktøjerne til at løse konflikten mellem Serie 2-klubberne.

- DBU har muligheden for at skride ind med konsekvenser i det omfang, det er nødvendigt, og jeg blev også oplyst om, at der er nogle kendelser på vej i deres appel-system. Det vil DBU fortælle om, når de er klar, siger borgmesteren.

Borgmesteren fortæller dog, at der er et stykke vej igen til at løse situationen, da det vil kræve hårdt arbejde at få de andre klubber til at føle sig trygge ved at spille mod FIUK igen.

Plads til passion, men...

Peter Rahbæk Juel giver udtryk for, at den appel, han selv og by- og kulturrådmanden vil rette til ministeren, ikke er et forsøg på at fjerne den passion, der er omkring sporten. Han mener dog, at det i denne situation er gået for vidt.

- Der er jo eksempler på afbrudte kampe, slagsmål på banen og tilskuere, der har blandet sig. Det har intet med foreningskultur eller at gå til stålet at gøre. Det er en fuldstændig anden verden, som har budt sig ind på banen her, fortæller borgmesteren

Sagen kort

Han appellerer til, at FIUK selv sørger for at bortvise folk, der opfører sig sådan, og i øvrigt kommunikere tydeligt til omverdenen om de konsekvenser, som uromagere bliver pålagt af klubben.

- Kan klubben ikke finde ud af det, må DBU Fyn smide klubben ud af rækkerne, så andre kan spille seriefodbold trygt. Kan det ikke lade sig gøre, vil jeg gerne have, at vi som kommune har nogle værktøjer, for jeg synes ikke, vi økonomisk skal støtte den slags adfærd under dække af, at det er folkeoplysende virksomhed, siger Peter Rahbæk Juel.

TV 2 Fyn har kontaktet DBU Fyn for at spørge ind til mægling og sanktionsmuligheder. DBU Fyn er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Oversigt

    Oversigt