Der var fuld damp på jernbanemuseet

Danmarks Jernbanemuseum bød i weekenden op til "Dampdage". Her kunne de besøgende komme tæt på de tog som stoppede med at køre for 51 år siden.

I weekenden var der anderledes damp på Danmarks Jernbanemuseum. Her blev der nemlig både lørdag og søndag fyret op under alle kedler til det museet havde kaldt "Dampdage".

Det er et helt særligt arrangement, som museet på Dannebrogsgade bag Odense Banegård fik på skinner i et samarbejde med tre jernbaneklubber.

For jernbane-interesserede er det at stå indhyllet i røg og damp en speciel oplevelse, som krydres med lugten af kul og gamle dage.

Hyggetur for fuld damp

De besøgende kunne komme tæt på de kraftfulde maskiner, så tæt at de faktisk kunne stige om bord og køre en hyggetur på museets egen strækning.

Fra Vestsjællands Veterantog kom der en K-maskine, fra Nordsjællands Veterantog en svensk S-maskine og fra Sydjyllands Veterantog privatbanelokomotivet TKVJ 12.

Danmarks Jernbanemuseum satte også gang i en K-maskine.

Desuden var der arrangeret en specialudstilling af nogle de af mest imponerende damplokomotiver fra museets magasin. To af dem har aldrig været udstillet på museet før.

Damplokomotiverne er repræsentanter for dem, der kørte som de sidste damptog op til 1970. Flere af dem er blandt de største, der har kørt i Danmark.

Dagen bød også på på ture med det populære minidamptog og demonstration af dampmaskiner fra dengang farfar var dreng.

Markering af 50-året for dampdriftens ophør

"Dampdage" var også en coronaforsinket markering af 50-året for ophøret af den planmæssige brug af damplokomotiver i ordinær trafik hos statsbanerne i 1970.

Det var en lang og stolt epoke, der sluttede i 1970, som et billede på den industrialisering, der var med til at forme det moderne Danmark.

Kom med på en særlig udflugt med to damplokomotiver

Helt ekstraordinært var det lørdag eftermiddag muligt, at få en tur med tog til Nyborg, hvor hele to damplokomotiver trak i forspand. 

Oversigt

    Oversigt