Direktørs sygemelding trækker ud: Midlertidig afløser skal lede Fjernvarme Fyn

Udviklingschef Kim Winther er konstitueret som midlertidig direktør. Uklart hvornår direktør Jan Strømvig vender tilbage til uroplaget selskab.

Fjernvarme Fyn præsenterede i dag en foreløbig afløser for den sygemeldte direktør Jan Strømvig.

Det bliver udviklingschef Kim Winther, der indtil videre skal vikariere i jobbet. Han har 20 års erfaring i branchen og seks år som udviklingschef hos Fjernvarme Fyn.

Ifølge bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen er det fortsat uklart, hvornår Jan Strømvig vender tilbage.

Han erkender, at det ikke er nogen ønskesituation, Fjernvarme Fyn står i.

Fjernvarmeselskabet står midt i en vigtig omstilling til grøn energi. I øjeblikket er en 800 millioner kroner dyr biokedel under opførelse, og det er en opgave, der i høj grad har ligget på Jan Strømvigs skuldre.

- Jan Strømvig er en af de dygtigste, der har været i fjernvarmebranchen. Han har gjort det rigtig godt for Fjernvarme Fyn igennem mange år. Så det er selvfølgelig ikke en ønskesituation, at vi ikke har ham på broen lige nu, men jeg er sikker på, at vi har fundet en god midlertidig løsning med Kim Winther, siger Mads Søndergaard Thomsen.

Jan Strømvigs sygemelding kommer efter længere tids uro i selskabet.

Blandt andet på grund af sager om underbetaling hos firmaer, der står for arbejdet med fjernvarmeværkets 800 millioner kroner dyre biokedel.

I en kontrol af de firmaer, der udfører arbejdet på pladsen, fandt Odense Kommunes kontrolenhed uregelmæssigheder og underbetaling hos syv ud af 11 firmaer, mens to fortsat er ved at blive undersøgt.

Og som beskrevet af Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har Fjernvarme Fyn også brugt sine egne arbejdsklausuler, selv om Odense Kommune, der ejer 97 procent af selskabet, har indskærpet, at man skal bruge kommunens klausuler, der er skrappere end fjernvarmeselskabet og blandt andet indeholder bodsbestemmelser.

I øjeblikket er Fjernvarme Fyn ved at udarbejde en redegørelse til Odenses økonomiudvalg for forløbet, der ventes klar i starten af maj måned.

Hvor meget peger på Jan Strømvig og hvor meget peger på bestyrelsen i den forbindelse?

- Det spørgsmål kan jeg ikke svare på. Vi er i færd med at lave en redegørelse, men jeg kan bekræfte, at vi er meget optaget af, at de sociale klausuler og arbejdsklausulerne overholdes i Fjernvarme Fyn, siger bestyrelsesformanden.

Er det forventningen, at Jan Strømvig vender tilbage, eller undersøger bestyrelsen og ejerne også andre muligheder?

- Det kan jeg ikke komme nærmere ind i. Jan er sygemeldt på ubestemt tid, og det bliver vi nødt til at have respekt for. Vi har nu en midlertidig løsning, og så må vi se om sygemeldingen med Jan Strømvig kommer til at trække ud, siger Mads Søndergaard Thomsen.

Kim Winther har ikke ønsket at stille op til interview, men han har sendt en kort mail. Han skriver:

”Lige nu har vi ikke mindst fokus på sagen om sociale klausuler og den redegørelse, der skal udarbejdes til Odense Kommunes Økonomiudvalg. Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer”.

Oversigt

    Oversigt