Det er Nybolig der for bereskabsstyrelsen udbyder bunkeren midt i Hunderupskoven. Bunkeren er på 527 kvadratmeter, og blev bygget i 1954 midt under den kolde krig.
Nu skal beredskabsstyrelsen af med bunkeren, og for ejendomsmægleren er der tale om en noget usædvanlig opgave.
- Vi har aldrig sat noget til salg der bare minder om det her. Jeg har ingen anelse om hvem der er intereseret og hvad den kan bruges til, siger Morten Rasmussen fra Nybolig Erhverv.
De lettere fugtige kvadratmeter bliver solgt gennem en udbudsrunde, hvor ejendommen går til højestbydende.
- Der er en vejledende pris på én million kroner, men om den kan sælges til den pris ved jeg ikke. Men sælger har ret til at afvise alle tilbud, hvis de ikke finder prisen god nok, fortæller Morten Rasmussen.
Ejendomsmægleren ved endnu ikke om der vil blive tale om fremvisninger for hver enkelt interesserede eller om han vil holde åbent hus.
Beredskabsstyrelsen har tidligere solgt bunkere i andre dele af landet, og blandt andet på Lolland er en bunke nu blevet omdannet til musikstudie.
Bunkeren bliver annonceret på Nyboligs hjemmeside fra tirsdag.