Fjernvarme Fyn ansætter ny topchef, der er "hudløst ærlig" og med socialdemokratisk fortid

Louise Saabye Høst tiltræder 6. december 2023 som administrerende direktør efter Jan Strømvig, der stoppede efter gensidig aftale i maj.

Fjernvarme Fyn får en ny og helt anderledes profil på posten som administrerende direktør.

Det ligger fast efter, at energiselskabet i Odense i dag offentliggjorde navnet på Fjernvarme Fyns afløser for Jan Strømvig, der stoppede i maj efter gensidig aftale med bestyrelsen og efter uenighed med Odense Kommune om håndteringen af de såkaldte arbejdsklausuler.

Louise Saabye Høst kommer er uddannet cand. scient.pol. og kommer fra en stilling som direktør hos Metroselskabet og Hovedstadens Letbane.

Og gennem mange års erfaring med både topledelse og som bestyrelsesmedlem hos blandt andet Energinet, har hun allerede et godt kendskab til energisektoren. Her blev hun i 2020 ministerudpeget til bestyrelsen.

I maj i år blev hun ligeledes ministerudpeget til bestyrelsen for Dansk Standard.

I en pressemeddelelse siger Louise Saabye Høst, at hun glæder sig til de nye udfordringer i spidsen for Fjernvarme Fyn.

- Fjernvarme bliver en af de helt centrale grundsten i fremtidens klimabevidste samfund. Her er Fjernvarme Fyn allerede kommet langt med den komplekse grønne omstilling. Samtidig ligger der fortsat utroligt mange store og spændende opgaver forude, når visionen om at skabe fremtidens klimaneutrale, robuste og konkurrencedygtige fjernvarme skal realiseres. Jeg glæder mig til at yde mit bidrag til denne samfundsvigtige opgave sammen med virksomhedens mange dygtige medarbejdere, siger hun.

Louise Saabye Høst tiltrådte stillingen som plan- og arbejdsmarkedsdirektør for Metroselskabet i 2014, men inden da havde hun haft en lang stribe job i fagbevægelsen og Socialdemokratiet.

Afløste Bjarne Corydon

Fra 2002-2003 arbejdede hun i Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling, herefter lagde hun turen forbi Finansministeriet som fuldmægtig.

Fra 2005 var hun kampagneleder for Ritt Bjerregaard valgkampagne og siden hendes personlige rådgiver. I 2008 skiftede hun til LO, hvor hun blev kommunikationschef og rådgiver for LO-formand Harald Børsting.

I 2011 skiftede hun til jobbet som leder af Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling efter Bjarne Corydon. Herefter blev hun sekretariatsleder for Socialdemokraterne på Christiansborg under Thorning-regeringen, indtil hun kom til Metro-selskabet og Hovedstadens Letbane.

Bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen glæder sig til at byde Louise Saabye Høst velkommen.

- Louise har stor og værdifuld erfaring med samfundskritisk infrastruktur og med at håndtere store og komplekse processer, der kendetegner en virksomhed som Fjernvarme Fyn. Vi står midt i en spændende tid, hvor kundegrundlaget vokser markant. Samtidig er vi godt i gang med omstillingen til fremtidens bæredygtige samfund, hvor fjernvarmen får en helt central rolle. Og her er jeg overbevist om, at Louise har den helt rette erfaring og de rette kompetencer til at løfte disse store opgaver sammen med resten af organisationen, udtaler han i den fælles pressemeddelelse.

Åben om privatlivet

På det personlige plan har Louise Saabye Høst de seneste måneder været hudløs ærlig om nogle af de sværeste måneder i hendes liv.

For et par måneder siden oplyste hun således på sin profil på LinkedIn: ”I løbet af de seneste 12 måneder har mit privatliv budt på et alvorlig sygt barn, en ægtefælles kræftforløb og død og en flytning til Fyn tæt på nær familie. Det kræver sin kvinde at lande på benene efter sådan en omgang. Og det kræver sin arbejdsplads at give rum til netop det. Metroselskabet og Hovedstadens Letbane er sådan en arbejdsplads, som har givet mig mulighed for at træde ud af den operationelle direktørrolle og i stedet fordybe mig i afgrænsede spændende opgaver som seniorrådgiver, mens jeg lægger brikkerne i livets puslespil påny.”

Hun har ligeledes givet interview til Berlingske Tidende om de miserable forhold i psykiatrien sammenlignet med de ressourcer, der er sat af til kræftbehandling.

Kim Winther, der har været konstitueret administrerende direktør siden marts 2023, fortsætter i stillingen, indtil Louise Saabye Høst tiltræder.

- Kim trådte til midt i en turbulent tid for Fjernvarme Fyn. Og takket være hans store indsats er der atter skabt ro om virksomheden samtidig med, at både drift og udvikling er opretholdt. Og Kim vil naturligvis også få en fremtrædende rolle hos Fjernvarme Fyn fremover, siger bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen.

Hverken Mads Søndergaard eller Louise Saaby Høst har haft mulighed for at stille op til et interview i dag, oplyser Fjernvarme Fyn.

Louise Saaby Høst har for nyligt købt hus i Tved på Fyn. 

Oversigt

    Oversigt