Efter kort tids sygdom er den mangeårige skoleleder i Vollsmose og socialdemokratisk byrådsmedlem i Odense Kommune, Olav Rabølle Nielsen, død.
Den 27. december sov han stille ind, fortæller hans enke, Mette Severin, i et offentligt opslag på Facebook.
- Mit livs kærlighed, Olav Rabølle Nielsen, er i dag sovet stille ind efter kort tids sygdom. Godnat min elskede, skriver hun.
Olav Rabølle Nielsen sad i byrådet helt frem til sin død, og blev ved kommunalvalget i november genvalgt til byrådet i Odense med 446 personlige stemmer.
Han har i 30 år arbejdet som skoleleder og folkeskolelærer i Vollsmose, indtil han gik på pension. Som byrådsmedlem var han formand for Børn og Unge-udvalget og kommunalt medlem af flere bestyrelser, blandt andet Odense Produktionshøjskole. Han arbejde hårdt for udsatte børn og unge.
Olav Rabølle Nielsen døde i en alder af 63 år. Han efterlader sig sin kone og fem børn.
Familien har endnu ikke fundet en dato for begravelsen.