Stop Nu! Sådan lyder opfordringen fra Olav Rabølle Nielsen, der har været skoleleder i næsten 30 år i Vollsmose og i dag er medlem af Odense Byråd for Socialdemokratiet, skriver BT.
Beskeden på politikerens Facebookprofil er ikke til Odenses befolkning generelt, men er direkte henvendt til de unge i byen, der skaber utryghed og ikke mindst giver Vollsmose et dårligt ry. Senest har Vollsmose været i fokus, da en gruppe unge angreb en dyreredder i bydelen.
- I stedet for at have en masse meninger om de sager, der har været, laver jeg min egen kampagne, hvor jeg taler direkte til miljøet. Jeg er nemlig Facebook-venner med mange af dem, det drejer sig om. Det er unge mennesker, som blandt andet er gamle skoleelever og er kommet i mit hjem. Jeg må bruge den autoritet, jeg har som gammel skoleleder. Det er et lille forsøg på at opfordre dem til at tænke sig om, siger Olav Rabølle Nielsen til BT.