Hilste altid

Naboer til den drabssigtede 37-årige mand fra det sydvestlige Odense er både lettede og overraskede over, at en der boede tæt på dem, kan være manden, som dræbte et ægtepar i Tusindårsskoven for en måned siden.

- Sådan nogle grove ting er jo mærkelige, at folk er skruet sådan sammen, at de kan finde på det, siger Charley Carlsen, der i flere år har været ejendomsfunktionær i den boligforening, hvor den sigtede boede.

Sagde hej Charley

- Han var jo dreng, da jeg gik derovre. En flink fyr og også når jeg gik på fortovet, sagde han hej Charley, fortæller Charley Carlsen.

En beboer i havekolonien, som torsdag blev ransaget, kender den sigtedes far, og han har det skidt med anholdelsen:

- Jeg har det sådan set ikke så godt med det, for det er kommet lidt for tæt på. Man havde ikke regnet med, at det var den udvikling, det tog, og det ved vi så heller ikke endnu - det kan jo være, at det ikke er ham, siger Vagn Poulsen.

Han understreger, at han selvfølgelig håber, at den skyldige bliver fundet.

Lettede naboer

Andre beboere i havekolonien er mest lettede.

- Jeg synes, at det ville være rigtig lækkert, hvis det er den rigtige de har fået fat på, siger Preben Bruhn.

Også Trine Madsen håber, at politiet har fat i den rigtige mand:

- Det vil da være en god ting, for så bliver der mere roligt herude igen, siger hun til TV 2/Fyn.

Oversigt

    Oversigt