- Lam, det er koens baby, ikke sandt?
Sådan spørger 33-årige Audrey I. over kølediskens kant. Hun er flyttet til Fyn fra Frankrig i august måned sammen med sin mand. Han fik job som forsker på SDU, og så blev bopælen i Frankrig byttet ud med en lejlighed i Odense.
Rammen er Føtex i Odense, hvor de er 12 deltagere på dagens kursus i at knække koden som forbrugere i Danmark. De lærer undervejs om Google-translate, som er blevet lidt en livline. For man kan ikke se, hvilken slags kød der for eksempel er tale om.
Håbet er jo, at de falder til og bliver glade for at bo i Odense, så de ikke flytter hjem igen,
Men det største mysterie for franskmanden er køledisken med mejerivarer. Især har hun haft svært ved at finde smør uden salt, og så har mælkedisken været lidt af en udfordring. For de 30 forskellige typer mælk er svære at afkode. Hun gik efter en lille flaske, fordi parret kun drikker begrænsede mængder. Men den viste sig at indeholde sødmælk.
- Sød? Betyder det sød som sukker? Jeg leder efter mælk til saltede retter som bechamelsauce. Det er sværere, end jeg havde regnet med. For hvis man ikke kender ordet, så er man fortabt, siger hun.
Fra alle verdenshjørner
Deltagerne kommer fra alle verdenshjørner. Lige fra Kina til Ukraine for at lære om de danske mærkninger. Bag arrangementet står International Community Odense under Odense Kommune.
Kommende arrangementer
Den primære målgruppe er højtkvalificeret international arbejdskraft. De internationale nøglemedarbejdere er vigtige for mange odenseanske virksomheders muligheder for at vækste og skabe flere arbejdspladser.
De internationale medarbejdere får blandt andet hjælp af den såkaldte ’Newcomer Service’, hvor de kan få gode råd til alt det praktiske i forbindelse med flytning til Danmark. De får også hjælp til at finde deres første bolig i byen.
- Vores opgave er at gøre det nemt for virksomhederne at rekruttere international arbejdskraft og sikre, at de internationale medarbejdere trives, fortæller Julie Fuglsang Fink, der er chefkonsulent i International Community Odense.
Hverdagen skal fungere
Audrey Icher kigger på en pakke med kyllingebryst og er forvirret over størrelsen. Hun undrer sig dybt over at få at vide, at den er pumpet med vand. Længere fremme finder hun en pakke med svinemørbrad, som er pakket ind i dobbelt lag af plastik. Hun forstår ikke emballagesystemet i Danmark.
- I Frankrig kan man i højere grad købe pasta eller mel i medbragte beholdere eller papirsposer. Det her ville jeg aldrig købe, for det er ikke økologisk, fortæller hun.
Kurset i Føtex er finansieret af Odense Kommune som en del af International Community Odenses program, som byder tilflyttere velkommen.
Netværket har andre arrangementer i støbeskeen om både skat, sundhedssystemet, transport i Danmark og dansk arbejdspladskultur. Alt er målrettet de højtuddannede medarbejdere, som også får tilbudt en en række sociale arrangementer.
- Det er vigtigt, at de trives, og det handler også om at få hverdagen til at fungere. Både i forhold til arbejde, og om at få hentet og bragt børnene, men det handler også om at købe ind, siger Julie Fuglsang Fink.
Smertefuldt at handle
De udenlandske tilflytterne kommer forbi en hylde med snaps, og her undrer endnu en ting franskmanden. Hun udbryder et "oh my god", da det går op for hende, at danskerne drikker brændevinen, imens de spiser maden. Ikke før eller efter.
En stor udfordring som ny i Danmark er også mødet med de danske priser.
- I starten var det virkelig smertefuldt at handle. For priserne er en del højere end i Frankring, fortæller Audrey I.
I mælkedisken spørger hun til fløden og finder ud af, hvad sødmælk egentligt betyder. På pakkerne med smør lærer hun at finde smør uden salt. Efter en time rundt blandt slagterivarer, konserves, mejeriprodukter og grøntsager er arrangmentet slut.
- Håbet er jo, at de falder til og bliver glade for at bo i Odense, så de ikke flytter hjem igen, siger Julie Fuglsang Sink.
Audrey I.`s blok er fuld af notater med nye danske ord og viden om danskernes madkultur.
- Jeg har skrevet lidt ned undervejs. Nu håber jeg bare, jeg kan huske det, smiler Audrey I.