Odense Kommune har onsdag eftermiddag afholdt et møde med flere af kolonihaveforeningerne i Odense. Dagsordenen var at komme kriminaliteten til livs i kolonihaveforeningerne.
- Det handler om, at vi skal stresse de kriminelle, så vi sikrer, at de kommer ud af kolonihaverne, siger Christoffer Lilleholt, der er By- og Kulturrådmand i Odense for Venstre.
TV 2 Fyn har tidligere fortalt om kolonihaverne, der er præget af vold, trusler og hærværk, fordi bandekriminelle opererer ud fra kolonihaverne.
Det har gjort mange af beboerne utrygge, og af samme grund ville ingen af de fremmødte tale med TV 2 Fyn ved mødet.
En fælles indsats
Odense Kommune vil i samarbejde med kolonihaveforeningerne finde ud af, hvordan de bedre kan løse problemet med kriminalitet i kolonihaverne, og den utryghed det skaber for beboerne.
- Vi skal stresse dem med politi og anonyme tip, siger Christoffer Lilleholt.
Og netop de anonyme tip er det område, hvor kommunen vil gøre det nemmere for beboerne trygt at anmelde kriminaliteten.
- Vi skal tage fat på dem på alle leder og kanter, og det her (de anonyme tip, red.) er den overbebyggelse, som vi netop kan tage fat på, og derfor skal vi gøre det. For lige så snart de kriminelle føler sig jagtet, og de føler, det er ubehageligt at være det sted, man er, så skulle de gerne forsvinde, siger Christoffer Lilleholt.
Nu gør I det nemmere for beboerne at anmelde anonymt, men er det den rigtige løsning at lægge ansvaret over på beboerne?
- Det her er en hundrede procent fælles indsats fra både kommune, politi og kolonihaveejere, og derfor skal vi slå på det sammen, siger Christoffer Lilleholt og fortsætter:
- Politiet er ofte derude, og så er det klart, at politiet kan ikke være der hele tiden, kommunen kan ikke være der hele tiden, og derfor er det nødvendigt, at hvis beboerne oplever noget på et tidspunkt, hvor vi ikke er der, så skal vi have lavet en anonym anmeldelse.
Forbedringen af de anonyme anmeldelser bliver rullet ud en efter en i de pågældende kolonihaver.