En lastbil fra VP Facaderenovering i Morud gik kort før klokken fire mandag eftermiddag i brand, da den var parkeret i villakvarteret på Teisensvej i det nordøstlige Odense.
Det var en kortslutning i batterierne til en kompressor, som stod på ladet, der fik lastbilen til at bryde i brand, oplyser Christian Holm, indsatsleder ved Beredskab Fyn, til TV 2 Fyn.
Brandvæsnet var hurtigt på stedet, og fik hurtigt slukket ilden. Men inden da, nåede ilden at stå op gennem taget på lastbilen.
- Det så voldsommere ud, end det reelt var, fortæller Christian Holm.
Ud over høje flammer udviklede branden også en kraftig sort røg fordi der gik ild i noget olie og noget glasfiber på lastbilens lad.