Længe ventet: OB-ejer vil modernisere stadion

Hovedaktionær i Odense Sport og Event, Niels Thorborg, siger til OB-podcasten Stemmer Fra Ådalen, at der er god dialog med Odense Kommune om stadion.

Det har stået øverst på mange fynske fodboldfans ønskeliste i mange år: En opgradering af det efterhånden aldrende stadion i Bolbro. Nu er det også på prioritetslisten hos OBs bestyrelsesformand, Niels Thorborg. Det siger han i dag i et længere interview i podcasten Stemmer Fra Ådalen.  

Øverste prioritet

- Stadion står øverst på listen. Det er min klare forventning, at der kommer forbedringer på stadion i de kommende år. Der er konkrete ideer, planer og drøftelser. Der bliver knoklet med det, siger Niels Thorborg til Stemmer Fra Ådalen.

- Vi har lejet stadion af Odense Kommune, så vi kan ikke bare lige gøre en masse, men der er en god dialog med kommunen, så vi kan finde nogle mulige løsninger. Vi skal gøre noget ved hjørnerne, vi skal gøre noget ved vandet på toiletterne, for det er et sted, hvor der er underinvesteret. Men vi skal have et samarbejde op at køre, for det bliver en meget stor udfordring, når vi skal spille i Europa, tilføjer han.

Lukke hjørnerne

Klubbens ejere er i fuld gang med at opgradere selve træningsområdet i den fynske ådal. Blandt andet med nyt superliga-hus og ny forbedret træningsbane, men står det til Niels Thorborg, stopper det altså ikke der. Inden for en overskuelig fremtid, skal der gerne komme nye konkrete planer for området ved stadion.  

- Man kunne forestille sig, at vi kan få lukket hjørnerne og muligvis bygge den ene tribune helt forfra, så man får de faciliteter under den. Det kunne være den anden langsidetribune (Barfoed Tribunen, red.), hvor man kunne lave en masse faciliteter under den, så en løsning kunne være en super moderne tribune der, mens man renoverer andre endetribuner, siger Niels Thorborg.

Letbane til stadion

Niels Thorborg nævner også stadion som en del af den byudvikling, der er i gang i Odense lige nu. Blandt andet med anlæg af letbane.

- Vi glæder os over, at der kommer et letbanestop på stadion, og derfor ser jeg ikke, at vi flytter og bygger et nyt stadion et andet sted i Odense. Vi har en placering og en størrelse, der er god, men vi trænger til en ordentlig modernisering, siger Niels Thorborg, der forestiller sig et samarbejde med Odense Kommune for eksempel om en helt ny tribune på stadion i Odense.

Oversigt

    Oversigt