Mand idømt fængsel for drabsforsøg på sin datter
Artiklen er mere end 30 dage gammel
En 54-årig mand skal i fængsel og derefter udvises af Danmark for drabsforsøg på sin datter.
En 54-årig mand fra Odense er mandag blevet idømt seks år fængsel og udvisning af Danmark resten af livet for at have forsøgt at slå sin 21-årige datter ihjel.
Det skriver Fyns Anklagere på Twitter.
Drabsforsøget skete i januar i Vollsmose, hvor faren gav datteren adskillige knivstik på kroppen i mandens egen lejlighed, hvor datteren var på besøg.
Familieopgør i Vollsmose: Mand sigtes for drabsforsøg
En 53-årig mand stilles onsdag klokken 11 for en dommer i Odense. Han sigtes for et drabsforsøg i Odense-bydelen Vollsmose tirsdag.
Offeret, der blev stukket med kniv, er en 21-årig kvinde. Hendes tilstand betegnes som kritisk, men stabil.
Det oplyser Fyns Politi, der onsdag morgen ikke vil kommentere sagen yderligere.
I timerne efter episoden tirsdag eftermiddag kom det dog frem, at der er tale om en hændelse i en familie. Hvilken familiær relation de to personer har, vil politiet dog ikke komme nærmere.
Knivstikkeriet skete i en lejlighed ved bebyggelsen Lærkeparken. Fyns Politi fik anmeldelsen klokken 13.39. Da politifolk ankom til adressen, fandt de kvinden liggende i lejligheden. Manden blev fundet tæt på gerningsstedet.
- Intet tyder på, at der er andre implicerede end offer og gerningsmand, lød det fra politiet ud på eftermiddagen.
Dog sagde politikommissær Jack Liedecke, at der var flere personer i lejligheden, da episoden fandt sted.
- Dem skal vi have afhørt for at få et overblik over, hvad der er sket, sagde politikommissæren.
Den 21-årige kvinde er blevet stukket flere gange i kroppen og måtte tirsdag tilbringe flere timer på operationsbordet.
Det var nogle andre beboere, der ringede til politiet, da de havde hørt larm fra lejligheden i boligområdet.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelsen.
53-årig mand fremstilles i grundlovsforhør i Odense, retssal 2, kl 11 sigtet for forsøg på manddrab i Vollsmose tirsdag. 21-årig kvindeligt offer er i kritisk stabil tilstand. Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen #politidk
— Fyns Politi (@FynsPoliti) January 9, 2019
Uenighed om ægteskab
Ifølge mandens kone og mor til datteren skyldtes drabsforsøget en uoverensstemmelse om datterens indgåede ægteskab.
Ifølge TV 2 har datteren og den ældste bror vidnet mod deres far i retten mandag. De fortalte blandt andet, at deres far var meget temperamentsfuld og ofte skændtes med deres mor.
54-årig mand fra #Odense idømt 6 års fængsel og udvisning bestandigt for forsøg på manddrab på egen 21-årig datter med adskillige knivstik #anklager
— Fyns Anklagere (@FynsAnklagere) September 30, 2019
De to søskende fortalte også, at deres far allerede i 2012 forsøgte at dræbe datteren. Det afviste faren dog under retssagen.
Psykiske problemer
Faren har tidligere fortalt, at han har psykiske problemer og i en periode har taget medicin.
Han droppede dog medicinen for flere år siden, da den efter eget udsagn havde bivirkninger, som han ikke kunne leve med.
Mand varetægtsfængslet for forsøg på at dræbe sin datter
En 53-årig far er onsdag blevet varetægtsfængslet for forsøg på manddrab på sin 21-årige datter.
Manden tildelte hende adskillige knivstik i overkroppen tirsdag eftermiddag i mandens egen lejlighed i Odense, hvor datteren var på besøg.
Fyns Politi modtog tirsdag eftermiddag en anmeldelse om et familieopgør i en lejlighed ved bebyggelsen Lærkeparken i Vollsmose.
Her fandt politiet først den 53-årige mand med blod på hænderne og på tøjet, og efterfølgende fandt de det 21-årige offer liggende i lejligheden.
Datter: Min far stak mig
Kort efter knivstikkeriet blev den 21-årige datter kørt til OUH. I ambulancen oplyste hun, at hun blev stukket af sin far, der altså nu er sigtet for drabsforsøget.
Også mandens kone forklarer ifølge politiet, at den 53-årige stak deres datter. Ifølge hende skyldes stikkeriet uoverensstemmelser i forbindelse med datterens nyligt indgåede ægteskab.
En af parrets sønner overhørte ifølge en vidneforklaring, at moderen råbte. Han bekræfter, at faren holdt en kniv i hånden i parrets soveværelse.
- Det er umuligt, at jeg skulle have gjort det her mod min pige, forklarede manden tirsdag til politiet.
Anklageren krævede den 53-årige mand varetægtsfængslet i fire uger, hvilket retten efterkom. Dommeren begrundede de fire ugers varetægtsfængsling med, at manden ellers ville kunne påvirke efterforskningen.
En 53-årig far er i dag blevet varetægtsfængslet som sigtet for forsøg på manddrab på sin 21-årige datter ved at tildele hende adskillige knivstik i #Odense. #anklager
— Fyns Anklagere (@FynsAnklagere) January 9, 2019
Psykiske problemer
Undervejs i retsmødet onsdag formiddag kom det frem, at den sigtede har flere psykiske problemer.
Under den en time lange afhøring fortalte manden til politiet, at han tidligere har taget medicin på grund af psykiske problemer. Han droppede dog medicinen for flere år siden, da den efter hans eget udsagn havde bivirkninger, som han ikke kunne leve med.
Op til episoden tirsdag forklarer manden, at han gennem en længere periode har haft det svært:
- Når der går mange måneder, og jeg ikke har været ude at rejse, så får jeg det dårligt, forklarede han blandt andet.
Fordi den 21-årige datter for nylig var blevet gift, var det ifølge hendes 53-årige far ikke muligt at rejse ud af Danmark.
I grundlovsforhøret lagde anklageren fra Fyns Politi vægt på, at manden er psykisk ustabil. Påstanden blev bakket op af forsvareren, og derfor skal manden tilses af en læge hurtigst muligt, lød det fra dommeren.
Det var ikke kun mandens psykiske helbred, der var påvirket. Han havde flere fysiske mærker efter tirsdag. Venstre underarm var i gips, mens en slynge holdt armen på plads.
Ifølge anklageren var mandens to yderste fingre på venstre hånd ramt af snitsår.
Berørt af situationen
Flere gange under grundlovsforhøret var den 53-årige mand tydeligt berørt af situationen. Det var særligt, når anklager spurgte ind til hans familie, at han brød ud i gråd.
Særligt én information gjorde et stort indtryk på manden.
Anklageren kunne fortælle, at mandens datter og offer havde modtaget 32-33 portioner blod på OUH efter knivstikkeriet. Datteren overlevede, men hendes tilstand var i lang tid kritisk efter knivstikkene.
Derpå valgte han at forlade sin stol og sidde på gulvet, hvor han hulkede. Det fik dommeren til at kræve, at manden satte sig tilbage. Det var øjensynligt første gang, at manden blev bekendt med datterens tilstand.
Undervejs i grundlovsforhøret tog manden sig gentagne gange til hovedet i frustration. Flere gange lænede manden sig forover for at lægge hovedet i hænderne, mens anklageren talte.
Den 53-årige mand nægter sig skyldig. Han er varetægtsfængslet indtil 5. februar.
Op til drabsforsøget forklarede manden, at han gennem en længere periode har haft det svært:
- Når der går mange måneder, og jeg ikke har været ude at rejse, så får jeg det dårligt, forklarede han blandt andet i grundlovsforhøret i januar.
Fordi datteren var blevet gift, var det ifølge hendes far ikke muligt at rejse ud af Danmark.
Faren har endnu ikke besluttet, om han vil anke dommen, skriver TV 2.