Den 8. oktober overværede Roxanas 12-årige søn en skudepisode i Vollsmose. Oplevelsen har traumatiseret ham, og familien føler ikke, at de har fået tilstrækkelig hjælp fra kommunen.
Venstres medlem af Odense Byråd, Christoffer Lilleholt (V), bakker op om familien, og mener, at kommunens manglende opbakning er dybt kritisabelt.
- Det gør ondt i maven, at se en mor, hvis 12-årig dreng er blevet sendt væk fra Fyn af hende selv, fordi kommunen eller politiet ikke har kunnet stå ved og hjælpe. Om det er en flytning, eller psykologhjælp eller bare at støtte op, så må vi sige, at vi har fejlet, lyder det fra Christoffer Lilleholt.
Roxana føler sig svigtet. Hun mener ikke, at kommunen har hjulpet hende nok. Ifølge hende er ingen i familien blevet tilbudt psykologhjælp. Samme dag som skudepisoden skete, tisser hendes 12-årige dreng i bukserne på vej ud til videoafhøring på et børnecenter. Det er tredje gang, han skal fortælle historien til myndighederne.
- Jeg forstår ikke, at hverken borgmesteren eller rådmanden ikke er gået ind i det her, og ikke finder en løsning. At det skal i medierne før, at det lykkes, det synes jeg er dybt kritisabelt, siger Venstres byrådsmedlem.
- Det som Peter Rahbæk Juel sagde op til valgkampen sidst, og som han nok også vandt valget på, var jo, at Odense står imod banderne, og Odense står imod den hårde kriminalitet, og at Odense skal være en tryg by.
Roxana er efterfølgende blevet gjort opmærksom på af politiet, at Børnecenteret normalt har en psykolog til rådighed. Men da drengen ankom til Børnecenteret og var tydeligt påvirket af situationen, blev han alligevel ikke tilbudt psykologhjælp. Der har heller ingen hjælp været at hente i forhold til at finde en ny bolig uden for Vollsmose.
Odense skal være en tryg by
- Når vi har borgere i Odense, der oplever bandekriminalitet og skyderier og så står frem, så skal vi hjælpe. Så er det uanset, hvilke regler der er, så må vi hjælpe på en anden måde. Der findes altid en løsning, hvis man vil, siger Christoffer Lilleholt.
Men ifølge embedsmænd fra kommunen og Roxanas sagsbehandler, så kan de ikke få den hjælp, de behøver, fordi de penge, der er sat af til at bekæmpe organiseret kriminalitet, primært er henvendt til at beskytte hjemløse og erhvervsdrivende.
- Det, som Peter Rahbæk Juel sagde op til valgkampen i efteråret, og som han nok også vandt valget på, var jo at Odense står imod banderne, og Odense står imod den hårde kriminalitet, og at Odense skal være en tryg by. Odense er ikke en tryg by, hvis man ser et skyderi, og så ikke bliver hjulpet bagefter, siger Christoffer Lilleholt.
Forventer at finde en løsning
- Alle der ser der har set videoklippet om Roxanas historie, får ondt i maven. Derfor forstår jeg ikke, at rådmanden eller borgmesteren ikke går ind i det her, og får det ændret, siger Christoffer Lilleholt.
- Hvis vi skal tro på, at folk igen træder frem og siger hvad de ser, når der er bandekonflikter, og når der sker skyderier, det gør de ikke, hvis ikke man får den opbakning, man behøver bagefter, siger Christoffer Lilleholt, der forventer at politikerne vil finde en løsning på næste udvalgsmøde.
Roxana skal mødes med kommunen senere i eftermiddag, hvor de skal tale om, hvad der kan lade sig gøre.
TV 2/Fyn følger sagen.