Michael vil have sine stoffer i fred - nu kan det blive virkelighed

Michael Christensen er stofmisbruger, og hvis han får sit stof konfiskeret begår han højst sandsynligt kriminaltet. Det vil SF lave om på med særlige ID-kort.

- Det ville være genialt, udbryder Michael Christensen.

Hans holdning til et fremsat lovforslag omkring ID-kort til særligt udsatte borgere - herunder stofmisbrugere - er klar.

Michael Christensen sidder på Kirkens Korshærs varmestue og stofindtagelse på Østergade i Odense. Han er gæst næsten hver dag, hvor han både hygger sig i varmestuen og benytter stofindtagelsesrummet, hvor han kan indtage sit medbragte stof i trygge og hygiejniske rammer. 

Men nogle gange når han ikke hen til stofindtagelsesrummet, før politiet har konfiskeret hans stoffer. 

Det kan et ID-kort til særligt udsatte borgere måske lave om på.

De nye ID-kort skal nemlig sikre, at stofmisbrugere ikke bliver straffet og får konfiskeret de stoffer, de er i besiddelse af. 

Ud i kriminalitet

Michael Christensen er afhængig af euforiserende stoffer og har prøvet at få sit stof konfiskeret.

Han fortæller, at han i møde med politiet bliver frustreret, når de konfiskerer hans stof.

- De gør mig til tyv, siger Michael Christensen

Han fortæller, at hvis han får sit stof konfiskeret, vil han ty til kriminalitet, fordi han har så desperat brug for sit stof for at få en hverdag til at fungere. 

Bag lovforslaget om ID-kort til særligt udsatte borgere og stofmisbruger, som er fremsat, står SF.

De vil sikre at stofmisbrugere ikke får straf og konfiskeret deres stoffer.

Tirsdag var der førstebehandling af lovforslaget i Folketinget, og her kritiserede Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Socialdemokratiet for ikke at holde, hvad de lovede, da de for tre år siden sagde, at der skulle findes en løsning, der kunne hjælpe de udsatte borgere bedst muligt. 

- Det kan næsten føles som om, der er nogle, der blokerer for, at det her bliver til noget, sagde Karina Lorentzen Dehnhardt fra talerstolen i folketingsalen. 

Gammel lov

Egentlig er der dog allerede en 16 år gammel lov på området, som gør, at stofmisbrugere som er stærkt afhængige af et stof, ikke skal straffes, retsforfølges eller have deres stoffer konfiskeret.

Der er tre klare betingelser, som skal være opfyldt for, at politiet ikke behøver at konfiskere stoffer:

At personen er over 18 år, har en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende forbrug af euforiserende stoffer. At der kun er tale om stof til eget forbrug, samt at besiddelsen sker i nærheden af et stofindtagelsesrum eller på vejen derhen.

Hvornår og hvor meget?

Lige nu skal politiet vurdere fra sag til sag, men hvornår er man stærkt afhængig? Og hvor meget er til eget forbrug?

Det kan være svært at svare på, og derfor mener Heinz Wolf, der er leder af Kirkens Korshærs stofindtagelsesrum på Østergade i Odense, at ID-kortene kan være en løsning, der sætter rammerne for, hvornår man er stærkt afhængig, og hvor meget folk må have på sig til eget forbrug i stedet for at politiet skal vurdere fra gang til gang. 

Derfor mener han, at ID-kortene kan være en stor hjælp både for borgerne og politiet.

- Vi skal ikke konfiskere det fra dem, så skal de bare skaffe penge til noget nyt. Det får vi mere kriminalitet af, og det løser ikke noget.

Heinz Wolf understreger, at han ikke synes, at man skal legalisere alle stoffer, men afkriminalisere i stedet for.

- Vi kan ikke straffe os ud af folks udfordringer med rusmidler. De her mennesker fungerer jo ikke bedre af, at vi tager stofferne fra dem. Tværtimod, siger han.

Der er rigtig mange, som er glade for stofindtagelsesrummet, og i marts rundede stedet et skarpt hjørne.

Oversigt

    Oversigt