Novo Nordisk kommer til Fyn – men laborantuddannelsen i Odense lukker

Novo Nordisk kommer til Fyn og vil i løbet af nogle år beskæftige et par tusinde medarbejdere i Odense. Men selvom Novo Nordisk har et par tusinde laboranter ansat i hele landet, har UCL i Odense besluttet at nedlægge laborantuddannelsen i Odense.

Sif Kirch Larsen er laborantelev på 3. semester på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense. Da TV 2/Fyn fredag fortalte, at Novo Nordisk har planer om at etablere en gigantisk produktion i Odense, vakte det glæde.

- Novo Nordisk en af dem man godt kunne tænke sig at arbejde for og have på CV´et. Det ser rigtig godt ud. Og det er arbejdsplads som rigtig mange godt kunne tænke sig, siger hun.

Men samtidig er hun frustreret over, at hun vil være blandt de sidst uddannede laboranter fra Fyn.

- Jeg synes, at det er megaærgerligt, at uddannelsen bliver lukket, især nu da der er mere til os. Det er helt forfærdeligt, og det er så dumt, siger Sif Kirch Larsen.

Millionunderskud på uddannelsen

I juni besluttede bestyrelsen for UCL, at den 15 år gamle laborantuddannelse skal lukke.

- Når vi er nødt til at gøre det, så er det fordi vores driftsøkonomi de seneste år har udviklet sig i en skidt retning. Vi har ikke længere mulighed for at oppebære uddannelser, som dissideret giver underskud, forklarer Jens Mejer Pedersen, der er rektor for UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Sidste år gav uddannelsen et underskud på 1,7 millioner kroner. Blandt andet fordi ministeriets tilskud til laborantuddannelsen i Odense blev sat ned i 2018. Og samtidig er frafaldet til uddannelsen omkring 50 procent.

quote Selv hvis du skal lave emballage, har du brug for en laborant. Så hvis de ikke har brug for os til at teste medicin, så er der også nogle, der skal teste om emballagen indeholder det rigtige i forhold til holdbarhed.

Sif Kirch Larsen, laborantelev, UCL

- Når vi kommer frem til at flytte eller lukke uddannelser, så er det en meget smertefuld proces for en uddannelsesinstitution. Det har vi ikke prøvet før, siger rektoren.

Lone Storm, der er laborant på SDU og er medlem af uddannelsesudvalget for laborantuddannelsen på UCL, mener, at uddannelsen skal bevares trods underskuddet.

En katastrofe for faget og virksomhederne

- Jeg synes, at det er en katastrofe. Det er en erhvervsfaglig og naturvidenskabelig uddannelse, hvor vi i forvejen ikke har ret mange studerende. Og så er det også en katastrofe for erhvervslivet og for virksomhederne, der bruger laboranter, siger Lone Storm.

Er det ikke ansvarlig økonomisk beslutning, når uddannelsen giver underskud?

- Jo, set med de briller, er det selvfølgelig. Men det er en uddannelse, hvor de i år har optaget 38 studerende. Så det er en uddannelse, der er interesse for, siger hun.

At Novo Nordisk har meldt ud, at de planlægger at åbne produktion i Odense, gør hendes bekymring over lukningen af uddannelsen endnu større.

- Det vil være rart for dem at være lokalforankret med arbejdskraft fra Fyn, og hvis man ikke har en uddannelse på Fyn, så vil faget på sigt dø på Fyn, lyder det fra Lone Storm.

Emballage kræver laboranter

Endnu er det uklart, hvad Novo Nordisk vil producere i Tietgenbyen. Men ifølge de foreløbige udmeldinger, vil der ikke blive tale om farmaceutisk produktion.

- Selv hvis du skal lave emballage, har du brug for en laborant. Så hvis de ikke har brug for os til at teste medicin, så er der også nogle, der skal teste om emballagen indeholder det rigtige i forhold til holdbarhed. Så jeg kan da ikke forestille mig, at de ikke har brug for nogen af os, siger laboranteleven fra UCL.

Ifølge Dansk Laborantforening beskæftiger Novo Nordisk laboranter på de fleste af deres fabrikker. Fagforeningens opgørelser viser, at der i alt er omkring 1.900 laboranter ansat hos Novo Nordisk i Kalundborg, Bagsværd, Gentofte, Hillerød, Måløv og Søborg.

En dør på klem

Rektoren på UCL holder da også en dør åben for at ændre deres beslutning om at lukke uddannelsen.

- Vi vil rigtig gerne i dialog med Novo Nordisk. Hvis de siger, at vi har brug for rigtig mange laboranter, så vil tage det med ind i vores overvejelser. Så skulle vi måske lade uddannelsen køre indtil Novo kommer med deres produktion, fordi der er brug for mange, siger Jens Mejer Pedersen. 

Oversigt

    Oversigt