Tirsdag startede et større byudviklingsprojekt i nærheden af Odenses bymidte, Kongens Have og Odense Banegård Center. Projektet skal danne rammen om en ny bydel med 413 nye boliger, grønne gård- og opholdsrum samt en mindre underliggende parkeringskælder.
Projektet er entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaards første projekt i Odense, og netop derfor valgte virksomheden at gøre noget ekstra ud af første spadestik.
- Vi inviterer – i det omfang, som forsamlingsforbuddet tillader – til en helt særligt første spadestik-begivenhed med et musikalsk indslag i absolut topklasse i form af Hjalmer, siger Julian Lægaard, der er medejer af Slagteriet i en pressemeddelelse.
Mindre boliger til både unge og seniorer
Byggeriet kommer til at bestå af boliger mellem ét og fire værelser, og de er især henvendt til både ungdoms- og seniorlejligheder.
- Vi tror på, at vi er nået frem til et godt og relevant boligmiks, der passer godt ind i området, og som særligt vil være interessant for unge studerende, men også for eksempelvis seniorer, der ønsker at udskifte parcelhuset med en central placering og færre huslige forpligtelser, forklarer Palle Priska, der er afdelingschef for A. Enggaards afdeling i Syddanmark.
Udover de 413 nye boliger vil bydelen også få sin egen såkaldte bylivsforening, hvor beboerne via en app kan arrangere aktiviteter som eksempelvis fællesspisning, yoga eller lignende.
- For os handler byudvikling ikke kun om opførelsen af bygninger. Vi ser det som helt afgørende, at vi er med til at skabe de mest optimale rammer for en levende og velfungerende bydel, siger Palle Priska.
Bygningen bliver med sine 65 meter den højeste bygning i Odense, når den står klar.