En aftale om et nyt spareforslag i børne- og ungeforvaltningen skal i første omgang udsætte det store sparekatalog der blev præsenteret i sidste uge med et år.
Det er essensen af det pressemøde som borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og Susanne Crawley (R) onsdag eftermiddag holdt på Odense Rådhus.
Her blev det store sparekatalog fra sidste uge nærmest pillet fra hinanden og erstattet af nye tiltag, som skal snakkes igennem i næste uge, hvor der tirsdag er møde i børn- og ungeudvalget. Og hvor det nye forslag kan vedtages.
I det nye forslag skal der spares 11 millioner kroner på ledelse og administration på børn- og ungeområdet. Det betyder, at ledelse og administration kan se frem til smalhals på i alt 13 millioner kroner. Dertil kommer en række engangsbeløb for 2019.
Samlet giver det nye forslag Susanne Crawleys forvaltning altså et år mere inden den i yderste konsekvens rammes af nye besparelser.
- Hele øvelsen har gået ud på at tage besparelser væk fra de børnenære områder. Der hvor børn færdes til daglig; skoler, børnehaver, sundhedspleje og så videre.
- Det fyldte meget i det første forslag. Og så lægge besparelserne over nogle steder, hvor børnene ikke færdes til daglig, sagde Susanne Crawley blandt andet.
Sådan vil man spare:
- Børn- og ungeforvaltningens økonomiske udfordring er i alt på 43,7 millioner kroner.
- 18 millioner kroner skal hentes via en såkaldt engangfinansiering i 2019.
- Heraf kommer de 8,9 millioner kroner fra det oprindelige sparekatalog, mens der i det nye forslag skal hentes 8,1 millioner kroner på blandt andet kontorartikler og forplejning ved møder.
- Dertil kommer 2,5 millioner kroner ved "bedre indkøb og digitalisering", to millioner kroner gennem en lønanalyse og så skal der spares 2,5 millioner kroner på eksterne konsulenter.
- Der skal også kigges på tandplejen, hvor det ventes at kunne hente en millioner kroner, mens der skal skæres 1,5 millioner kroner i kompetenceudvikling.
- Det nye forslag - inklusiv enkelte dele fra det oprindelige sparekatalog - betyder besparelser på i alt 43,6 millioner kroner.