Bebudede besparelser: Peter Rahbæk afviser invitation fra Venstre

Ifølge Peter Rahbæk Juel arbejdes der med alternative løsninger til de varslede besparelser på børn- og ungeområdet og på ældre- og handicapområdet.

Der er et klart nej tak fra borgmester Peter Rahbæk Juel til Venstres invitation om at genåbne Odenses budget for 2019.

Det gør den socialdemokratiske borgmester klart over for TV 2/Fyn.

I kølvandet på to politiske dagsordner, hvor det fremgår, at der skal spares 43 millioner kroner på børn- og ungeområdet, og 17 millioner kroner på ældre- og handicapområdet, sendte rådmand Jane Jegind (V) tirsdag sidst på eftermiddagen et brev til Peter Rahbæk Juel, hvor hun blandt andet skrev, at Venstre ikke synes, det er i orden, at der skal spares på børn og ældre:

- Det er en ommer. Det kan vi gøre bedre, hvis vi sætter os sammen.

Men hun får hverken Socialdemokratiet eller andre af byrådets partier til bordet, siger Peter Rahbæk Juel:

- Det er en anelse forhastet. Det er to måneder siden vi indgik forlig, og der er ingen sammenhæng, siger borgmesteren til TV 2/Fyn, og oplyser, at han har haft en samtale med de syv forligspartier tirsdag aften.

- Og ingen ønsker at genåbne budgettet for 2019. Derfor ser jeg heller ikke grund til at indkalde til forligspartimøde, siger han.

Ifølge Peter Rahbæk Juel arbejdes der med alternative løsninger til de varslede besparelser. De alternative løsninger tages med til næste uges møde i ungeudvalget.

- De løsninger kan fjerne væsentlige besparelser, men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvad det drejer sig om, sagde Peter Rahbæk Juel tirsdag aften.

TV 2/Fyn følger sagen

Oversigt

    Oversigt