OB's ejere, Odense Sport & Event, drømmer om et nyt stadion i Odense.
Drømme der, som de ser ud lige nu, kan løbe op i en pris på mere end en kvart milliard. I hvert fald hvis man skal gå ud fra Rambølls foreløbige idé til et nyt stadion, som vi her på TV 2 Fyn kunne afsløre tirsdag.
Indtil videre har et flertal i Odense Byråd tilkendegivet, at de vil poste 35 millioner kroner i et nyt stadion-projekt, og derfor ser det altså ud til, at der er lang vej igen for Odense Sport & Events planer.
Skal man lykkes med et projekt til en kvart milliard, kan det derfor være en god idé at søge inspiration hos andre byer. Og det er en løsning, som Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) bestemt også forventer at benytte sig af.
- Første skridt er at få fundet det rette partnerskab, og der skal jeg jo ikke kunne udelukke, at vi skal trække inspiration fra andre steder, hvor de har realiseret stadionprojekter i partnerskaber, siger Peter Rahbæk Juel til TV 2 Fyn.
Silkeborg som forbillede
Sådan lykkedes Silkeborg med at finansiere deres stadion
Odense er imidlertid ikke den eneste by i landet, som har haft store drømme for et moderniseret stadion - og som faktisk er lykkedes med at rejse pengene til det.
I Silkeborg stod et nyt stadion til 130 millioner kroner færdigt i 2017, og det var finansieret gennem midler fra kommunen, Silkeborg IF Invest A/S og byens erhvervsliv.
Den største bidragsyder i Silkeborg var Jysk-koncernen, der betalte 15 millioner kroner til gengæld for, at stadion nu hedder Jysk Park.
Jyske Bank postede ti millioner i projektet og de resterende 45 millioner har Silkeborg IF selv rejst.
Aarhus lancerer enormt projekt
I Aarhus er der også planer for deres stadion Ceres Park. Men det er nogle planer, der rækker langt ud over de 130 millioner i Silkeborg og de 250 millioner kroner i Odense.
Faktisk regner man i Aarhus med at bruge 750 millioner kroner på at udvikle ikke kun stadion, men også hele området omkring stadion for 750 millioner kroner.
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) har i den forbindelse foreslået, at Aarhus Kommune i 2024 afsætter 250 millioner kroner til udviklingen af området, der også kaldes Kongelunden.
Resten af pengene har Lind Invest og Salling Fondene spædet til med - de to erhvervsdrivende har hver især lovet at skyde 250 millioner kroner i projektet.
- Vi synes, at tiden er kommet til at sikre et smukt og banebrydende stadion i absolut verdensklasse, sagde Jens Bjerg Sørensen fra Herman Sallings Fond til TV 2 Østjylland, da Salling Fondene var klar til at gå med i projektet.
Planerne i Aarhus
Få investorer har midlerne til opgaven
Hvis Odense på samme måde som Silkeborg og Aarhus skal lykkes med at rejse pengene, vil det være en god idé at søge mod den eksisterende sponsorkreds, vurderer TV 2 Fyns erhversredaktør Ole Frank Rasmussen.
- Selvom sponsorkredsen i OB er stor, så er det faktisk umiddelbart få sponsorer, der kan løfte opgaven med at skyde et stort beløb i projektet, siger Ole Frank Rasmussen og tilføjer:
- Den mest oplagte er selvfølgelig Odense Sport & Events ejer - og dermed også OB's ejer - Niels Thorborg.
På sponsorlisten bider TV 2 Fyns erhvervsredaktør også særligt mærke i Barfoed Group og HD ejendomme. Begge virksomheder kunne nemlig forestilles at være interesserede i at investere, hvis også der med investeringer følger en mulighed for at bygge ejendomme i området.