Ingen koncertgæster var i fare, da der blev affyret skud foran Posten torsdag aften.
Det forsikrer vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede.
Da koncertgæsterne kom ud fra spillestedet ved 22-tiden, var det til afspærring, politifolk og blå blink, hvilket for blandt andre Rikke Simonsen, der var til koncerten, var en ubehagelig oplevelse.
Hun efterlyste derfor information om, hvad der var sket, så hun ikke skulle være urolig, ligesom hun oplevede, at flere andre var, da de forlod Posten.
- Der er ikke nogen grund til at puste mere til ilden. Hvis man er kommet ud og har undret sig over, hvad der er sket, så kan man være helt sikker på, at man var blevet informeret, hvis der havde været årsag til det, siger Lars Thede.
Kaosfasen overstået
Skyderiet skete omkring 21.15 torsdag aften. Her så vidner en bil køre ind foran en anden bil, hvorfra en mand steg ud, sigtede på bilen og affyrede skud.
Efterforskningsleder Jack Liedecke, der er politikommisær ved Fyns Politi, fortæller, at der i forbindelse med undersøgelsen af gerningsstedet blev fundet et patronhylster. Hylstret er foreløbigt identificeret som et hylster efter en løsskudspatron.
Og det var netop undersøgelsesfasen, gæsterne fra Posten blev vidner til.
- Helt overordnet set har vi en opgave, når vi kommer til et muligt gerningssted. Torsdag var vi ikke klar over, om der var tale om skyderi eller fyrværkeri, så vi starter en undersøgelse. Da folk kommer ud fra koncertstedet er episoden afsluttet, så "kaosfasen" er ligesom overstået, siger Lars Thede.
Rikke Simonsen ville alligevel gerne have vidst, hvad der foregik.
- Der stod jo politifolk et par meter fra Postens indgang, og de kunne måske have informeret os til koncerten og sagt: "I skal ikke være bange, men så ved I det lige". For man kender ikke rigtig reglerne for, hvad man egentlig må, når man ikke ligefrem er omringet af politi hver dag, fortæller hun.
Gå hjem
Lars Thede fortæller, at man altid gerne må spørge politiet, hvis man er i tvivl, men at det ikke er sikkert, betjentene på stedet kan informere ret meget, og at man generelt set bare skal gå hjem.
- Men jeg vil understrege, at man kan være helt sikker på, at vi får folk væk, hvis der er den mindste fare, siger han.
Fyns Politi har sikret videoovervågning i området og afhørt vidner, og arbejder på den baggrund på at identificere to køretøjer, herunder en sort firhjulstrækker og muligvis en mindre rød bil.
Fyns Politi arbejder derudover også på at identificere personerne i bilerne.