Flere års særlig indsats for at hjælpe familier med at bryde med kriminalitet risikerer at blive sat flere år tilbage.
Det mener i hvert fald Odenses beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro (SF) på baggrund af den omdiskuterede video til rappen 'Sort på sort' - i videoen optræder blandt andre et ledende bandemedlem, der selv blev såret under skyderi i Vollsmose i sommer.
- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, og jeg bliver ekstremt provokeret af det her, for det forherliger bandekriminelle og vold, siger Brian Dybro.
Bander skal opløses
I Odense Kommune kæmper Center for Familier og Unge hver dag for at forebygge, at kommunens unge, der vokser op i kriminelle familier, bliver suget fast i miljøet. Det er et langt og sejt træk, og det kan gå tabt, når Vollsmose bliver fremstillet, som det gør i musikvideoen, mener Brian Dybro.
- Alt det arbejde handler om at få de unge mennesker ind i nogle sunde fællesskaber. Når der så kommer sådan en video her, der forherliger de dårlige fællesskaber, spænder det ben for vores indsats, og det er superærgerligt, siger han.
Konservatives gruppeformand og medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget, Tommy Hummelmose, er ikke bange for, at videoen er med til at rekruttere nye bandemedlemmer. Til gengæld giver den anledning til at fokusere på helt at blive banderne kvit, mener han.
- Jeg synes, produktionsselskabet bag den her video virkelig har opført sig tåbeligt. Tænk sig, at man som produktionsselskab af en musikvideo tilsyneladende har et behov for at medtage hårdkogte kriminelle narkogangstere i deres musikvideo, siger Tommy Hummelmose.
Universal Music Denmark, der har produceret 'Sort på sort' har ikke ønsket at udtale sig.