Særligt tilbud til voldsramte kvinder: De første er flyttet ind i nyt krisecenter

Redernes Krisecenter åbnede mandag dørene for første gang. Centret tilbyder hjælp til voldsramte kvinder med misbrugsproblemer og er den første af sin slags i Danmark.

Hvis man som kvinde har sår på sjælen, blå mærker på kroppen og et misbrug der er ude af kontrol, har det tidligere været svært at få den hjælp, man har brug for.

Det skal dog være slut, og derfor åbnede Redernes Krisecenter mandag dørene for kvinder, der netop er voldsramte og som samtidigt har et misbrug eller er psykisk syge.

- Det, der gør det her sted til noget særligt, det er, at vi kan rumme kvinder udsat for vold i misbrug, også kaotisk misbrug, eller kvinder med psykiatriske lidelser, forklarer forstanderen for krisecenteret Mette Guul.

quote Det kan være en kvinde, som lever på gaden, og som har brug for sit stof mange gange i døgnet, og det vil sige, at hun kan være nødt til at begå kriminalitet, og hun er måske nødt til at prostitutere sig.

Mette Guul, forstander Redernes Krisecenter, om hvem der eksempelvis kan bruge centret. 

Krisecenteret i Odense, der havde officiel åbning i fredags, er landets første af sin slags. Det skal tage imod voldsramte kvinder fra hele landet med det, der kaldes et kaotisk misbrug. 

Der er plads til 20 kvinder på centret, og forstanderen forventer at 10-12 flytter ind i løbet af denne uge.

- Det kan være en kvinde, som lever på gaden, og som har brug for sit stof mange gange i døgnet, og det vil sige, at hun kan være nødt til at begå kriminalitet, og hun er måske nødt til at prostitutere sig, fortæller Mette Guul.

Forstanderen er ikke i tvivl om, at der er et behov for den hjælp, de kommer til at tilbyde fra i dag.

- Både min telefon, vores vagttelefon, og vores leder Birthes telefon ringer, og det gør de jo, fordi der er et behov for det, siger hun og tilføjer, at den første kvinde flyttede ind kort efter middag mandag. 

Et helle midt i byen

Det er ikke tilfældigt, at krisecenteret bliver placeret så tæt på byen. Placeringen - det tidligere Ågården på Svendsgade - er nøje udvalgt af forstanderen.

- Jeg var på udkig efter et sted som det her, og jeg tænkte, at vi måtte have en nedlagt landejendom af en eller anden slags. Det havde nok ikke virket så godt, for kvinderne vil jo ikke være ude på landet, de vil være inde i byen.

Hun fandt den store gule murstensbygning ved et tilfælde, og bygningen skal nu, efter en omfattende renovering, danne rammerne for det nye krisecenter. 

- Det er jo en institution, og sådan er det, men det gør jo ikke noget, at der er et strejf af hjemlighed, omsorg og varme her, siger hun og tilføjer:

- Nogle af de her kvinder har levet rigtigt isoleret, og jeg antager, at nogle af dem også har været rigtigt ensomme.

Derfor har det været vigtigt for personalet, at gøre stedet hjemligt. Det har de gjort ved både at lave tv-stue og aktivitetsrum, men også med forskellige aktiviteter, kvinderne kan tage op mens de er på krisecenteret.

- Hvis du har levet et liv i misbrug, med psykiatrisk sygdom, på gaden eller har været voldsudsat, så er det rigtigt vigtigt, at man sætter noget istedet. For tiden er jo lang, og det man har tilbøjelighed til, er at tage tilbage til sine venner i misbrugsmiljøet.

Der er ikke fastsat nogen grænse for, hvor længe man kan bo på centret. 

Misbruget som en del af kvindernes privatliv

På krisecenteret er personalet meget interesserede i at få kvinderne til at føle sig trygge i det kontrollerede miljø, der pludseligt er blevet deres hverdag. Desuden er medarbejderne bevidste om, hvad det er for nogle kvinder, de har med at gøre.

- Vi holder altså ikke nogle junkiefester her. Hvis man har brug for at tage sit stof, skal man gøre det privat, ligesom hvis du går på toilettet. 

Men på trods af, at kvinderne skal holde det privat, så opfordrer personalet til at kvinderne deler deres misbrug med dem.

- Vi vil rigtigt gerne have at de kommer og siger til os, “jeg går lige op på værelset og tager mit stof, er du sød at kigge til mig om 10 minutter”, fortæller Mette Guul.

Selvom man på krisecenteret accepterer kvindernes misbrug, understreger Mette Guul, at de ikke støtter deres misbrug.

- Man behøver ikke at være clean for at rejse herfra. Man skal håndtere sin voldssituation, og så vil vi selvfølgeligt gerne have, at man bare kommer i et stabilt misbrug, hvor man har lidt mere styr på det.

Krisecenteret havde sin officielle åbningsdag i fredags, hvor både social- og indenrigsminister Astrid Kragh og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel troppede op for at vise deres støtte, så er det først i dag at kvinderne kan begynde at flytte ind.

Oversigt

    Oversigt