Det skete i sommeren 2019. Sebastian Olesen foreslog Julie Olesen, at de skulle flytte sammen og dermed også blive gift. De var 22 og 21 år på det tidspunkt, og de skulle alligevel begge to flytte til Odense for at studere på SDU.
- Jeg svarede "at det ved jeg ikke lige, om vi skal lige nu ...", fortæller Julie med et grin:
- Men så tænkte jeg over det et par uger, og så sagde jeg til ham, at han bare kunne fri til mig, når han havde lyst.
Jeg går ikke fra Julie, og jeg ved, at Julie ikke går fra mig. Vi har god tid
Sebastian og Julie mødte hinanden på efterskolen. De er begge to en del af Indre Mission, hvor deres venskab også begyndte og udviklede sig. De har været kærester i tre år, men indtil for nylig havde de aldrig delt dobbeltseng sammen, fordi det for dem ikke har været det vigtigste i deres relation.
- Hvis jeg ikke kan være noget for Julie, så har jeg fejlet. Noget af det vigtigste er, at jeg passer på hende, siger Sebastian.
Men stort set alle andre kærestepar i deres alder sover sammen, har sex og mange bor endda også sammen. Uden at være gift. Fordi det er normen for mange. Derfor er det også noget, de tit bliver spurgt til.
Se hele dokumentaren 'Mit liv i Indre Mission' på Bemærks Youtube.
- Det er noget, der kan være det mest frustrerende for os. For det som ikke-kristne lægger vægt på er ofte sex og alkohol, siger Julie, som bliver afbrudt af Sebastian:
- Det er bare ikke særlig vigtigt for os.
- Det er ikke, fordi det er ligegyldigt. Men for os er det bare meget vigtigere at være gode mennesker, siger Julie.
Når Bibelen er svaret
Det var i Indre Mission de fandt hinanden og blev gode venner. Ifølge dem selv fandt de åndeligt hinanden i det Bibelen siger, man bør gøre.
- Vi tror meget ordret på det, der står i Bibelen, siger Sebastian.
- Så når Jesus siger, at han gik på vandet eller bragte døde til live, så tror vi på, at det er sandt, siger Julie.
Jeg tror
Udover at tro på det, der står i Bibelen, gør det også det, Bibelen siger, de skal. De beder sammen, de drikker ikke alkohol i store mængder, de bor ikke sammen før ægteskabet, og de har ventet med at have sex, til de blev gift. For Julie og Sebastian er det at følge Bibelen det vigtigste i hverdagen.
- Gud er vores centrum. Og når han er det, skal det hele nok gå, siger Julie.
En gang om ugen mødes Sebastian og Julie i Indre Mission med andre unge. Det foregår i hjertet af Odense i den Indre Missionske menighed. Her snakker de, diskuterer hvad Bibelen skriver, beder sammen, synger og spiser kage sammen.
Vi har jo været i Ikea sammen, og vi har været ude at spise sammen. Vi har bare aldrig sovet sammen
De har med andre ord et fællesskab, der minder meget om andre fællesskaber – det tager bare udgangspunkt i en religiøs bog. For Sebastian handler det meget om, hvordan man generelt opfører sig i livet. Man skal behandle andre med respekt.
- Vi vil gerne være kristne forbilleder, og hvis jeg har behandlet nogen dårligt, kan de jo ikke se, at jeg er kristen. De kan ikke se Guds kærlighed i mig, de kan bare se, at jeg har været et dumt svin, og det har jeg ikke lyst til, siger Sebastian.
Se hele dokumentaren 'Mit liv i Indre Mission' på Bemærks Youtube.
Selvom Sebastian og Julie tror på, hvad der står i Bibelen og lever efter det, der står skrevet, føler de ikke, at det begrænser dem.
Indre mission i Danmark
- Nogle gange har man lyst til at gøre som alle andre. Men der står ikke i Bibelen, at det skal være nemt at være kristen. Det er heller ikke nemt at være anderledes, men jeg har aldrig tvivlet på, at det at være kristen ikke er det rigtige, siger Sebastian.
Vi har god tid
Bibelen siger, at man skal lære hinanden at kende for de personer, man er, og at det er bedst, at man bliver gift, før man flytter sammen og har sin seksuelle debut. Og derfor har Sebastian og Julie i de første tre år af deres forhold ikke delt seng sammen, før de blev gift i sommeren 2020.
- Bibelen siger jo ikke direkte, at man ikke må bo sammen, men det gør det nemmere ikke at have sex, hvis ikke man bor sammen.
Gud er vores centrum. Og når han er det, skal det hele nok gå.
Når de har brugt tid sammen, har de lavet det, de fleste andre kærestepar også laver. Set film, hængt ud, lavet mad, brugt tid med fælles venner, snakket og grint – bare lært hinanden at kende.
- Når vi har været sammen, har det været rigtig mange andre ting, der har fyldt og ikke så meget hinandens kroppe. Og det er mega dejligt at kende hinanden så godt, før man tager hul på den del af sit liv, siger Julie, og understreger, at forventningsglæden også er det større, når der er noget, man har ventet på, som endelig sker.
Og for Sebastian og Julie har det aldrig været svært at ikke at have sex, selvom de var i et godt og dejligt forhold.
- Jeg vidste jo, at det skulle være Julie. Jeg går ikke fra Julie, og jeg ved, at Julie ikke går fra mig. Vi har god tid, siger Sebastian.
- Vi har jo været i Ikea sammen, og vi har været ude at spise sammen. Alle de ting, som vi gør i løbet af en dag, har vi gjort før. Vi har bare aldrig sovet sammen, siger han.