Systematisk overmaling: Antiracistiske plakater udsat for hærværk

Foreningen Racismefri By satte i sidste uge omkring 100 plakater op i Odense centrum, men efter et døgn var næsten alle enten revet ned eller malet over med sort maling. Foreningen mistænker den yderste højrefløj for at stå bag hærværket.

Den odenseanske forening Racismefri By var onsdag i sidste uge på gaden for at sætte plakater op, der annoncerede en demonstration 20. marts. 

Med teksten "Stå sammen mod racisme og diskrimination" gjorde plakaten opmærksom demonstrationen, som sker i anledningen af FN's internationale dag mod racistisk diskrimination, som falder 21. marts. 

Allerede dagen efter kunne teksten dog ikke længere læses, da næsten alle plakaterne enten var overmalet med sort maling eller revet ned. 

Det fortæller talsperson for Racismefri By, Lene Junker. 

- Vi synes, det er voldsomt. Det tyder jo på, at det ikke er en tilfældigt. Det er uhyggeligt, at det er sådan, siger hun. 

Mistænker den yderste højrefløj

Nogle af plakaterne var placeret på de plakatsøljer, der står flere steder i det centrale Odense, mens andre var sat på afskærmningen omkring byggeriet ved Albani Torv. 

Ifølge Lene Junker har foreningen ikke tidligere oplevet noget lignende. 

- Det er en stramning af, hvad vi ellers har oplevet, og vi synes jo, det er rigtig dårlig stil, siger hun. 

Foreningen Racismefri By har sendt et brev til byrådet i Odense, hvor man gør opmærksom på episoden. I brevet fremgår det også, at foreningen mener, det er den yderste højrefløj, der står bag. 

Et teori, der ifølge talspersonen bygger på, at der er gået systematisk til værks i hærværket mod plakaterne. 

- Det er systematisk. Det er ikke tilfældigt, at der er vores plakater. Hvis nogen ser en plakat og tænker, at den er åndssvag, men så ville man jo ikke tage alle plakaterne i hele byen. Og så bygger vi det på, at det er de eneste, der har et egentlig motiv, siger Lene Junker. 

- Jeg skal ikke kunne udelukke helt, at der er andre, der står bag, men jeg synes, pilen meget tydeligt peger i den retning, og jeg er overbevist om, at det er sådan, det forholder sig, siger hun. 

Hun håber, at politikerne som reaktion på henvendelsen vil tage afstand fra hærværket. 

- Vi har et ønske om, at Odense skal være en multikulturel by, hvor mange mennesker kan leve sammen på en ordentlig måde, og det tror vi egentlig også, byrådet har, så vi håber, de vil sige fra og udtale sig mod det. 

Demonstratione finder efter planen sted 20. marts på Rådhuspladsen i Odense. 

Oversigt

    Oversigt